Helt ny branding: Fredericia er en kongeby
Pyloner ved indkørsel fortæller det til vejfarende, og en simpel Googlesøgning afslører, at Fredericia nu har en hjemmeside der er kongelig
Konger har haft deres kongsborg i Erritsø i flere år, end de har brugt Jelling. Vi skal helt frem til Kong Frederik d. III i 1650, før Fredericia blev grundlagt. Naturligvis med sin centrale placering som residensby og hovedstad. I dag ved vi, trods de kongelige tanker, at sådan gik det ikke helt.
I skorstenenes skygge
Der var engang, for ufatteligt mange år siden, at Fredericia ikke blev omtalt så pænt. Grimme skorstene der udsendte røg med et noget tvivlsomt røg. En anerkendt overlæge der kunne fortælle om flere sygdomme i byen, end normalt for Danmark. Og tog der kun holdt kortvarigt på en banegård med tvivlsom skønhed, men som bandt – og stadig binder hele Danmark sammen.
En fredericianer dukkede nakken, og sagde ikke så meget om sin by!
Ét byråd, ét ord
Det er nu også mange år siden, at byrådet med borgmester Uffe Steiner Jensen i spidsen, rettede ryggen, og ville noget med Fredericia. Der blev skabt en vision, der ei sin enkelhed var håndterbar, fortalte Uffe Steiner Jensen til DanmarkC TV i en Tæt På udsendelse.
Mange husker tidens slogan: Byen for Alle! Det er måske gået lidt af mode, men Danmark C hænger ved, og vokser med en magnets tiltrækningskraft. A.P.Møller som ét af de helt store firmaer har slået sig ned med lager i Taulov, og flere andre fulgte efter. Der skal nok komme flere. Der efterspørges mere end Dry Port lige har på hånden – nyt område er købt og skal bebygges.
Der bygges nye parcelhuskvarterer flere steder i Fredericia Kommune. Skoler er pressede, og der skal sikkert bygges nyt.
Fredericia Musicalteater tiltrækker igen besøgende fra hele Danmark, og Musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole uddanner de største talenter. Fredericia Maskinmesterskole uddanner de mest efterspurgte maskinmestre og har studerende der er helt fremme når det handler om grøn energi.
Industri og havneområde er blevet til en moderne bebyggelse, der vokser i takt med efterspørgslen. Havnen er en livsnerve for masser af containere, der fordeler varer til hele Danmark. Tog indgår i planlægningen om transport mellem havn og Taulov. Et miljøeffektivt raffinaderi der sender energi til både Danmark og udland, og som er helt fremme med forskning og eksperimenter med grønt brændstof. Brint er helt fremme på vores egen fabrik, og snart leveringsdygtig.
Listen er uendelig når talen er om byen for alle, hvor fyrtårnene kæmper om at rage højst op mod himlen.
Her lever drømmene i din hverdag
Under denne overskrift fremgår det af den kongelige fredericianske hjemmeside:
“Vi ligger godt lige her ved Lillebælt. Vi er forkælede med fantastisk natur og gode forbindelser til resten af Danmark.
Listen af byer, arbejdspladser og oplevelser der ligger tæt på Fredericia er så lang, at vi næsten ikke kan klemme den ind her.
Drømmer du om havudsigt på din løbetur, fællesskaber med åbne arme, gode skoler og glade børn, kreative miljøer og en summende by med alt hvad du har brug for og meget mere til? Når du bor her kan du sætte flueben ved mange flere ting på din ønskeliste, end du måske lige gik og troede.”.
Tal Fredericia op
Den opfordring høres ofte, og nu kan du på Fredericia – en konge by finde de argumenter du savner. De der savner informationer om Fredericia inden beslutning om at flytte hertil, kan få en masse viden om vores konge by.