
Headspace i Dronningensgade fejrede 5 år torsdag

Venner fra nær og fjern, samarbejdspartnere og borgmesteren dukkede op
I vores gamle by er fem år ikke meget, men med over ettusind unge der har søgt samtale om mange af livets svære emner, er Headspace en succes, som naturligvis skal fejres.
“Vi er kommet for at blive,” fortalte Susanne Mathiesen til DanmarkC TV lige før den store dags skulle festligholdes, og forsatte: “det er et tydeligt eksempel på, at man i Fredericia Kommune er villige til at gøre en stor indsats for at sikre børn og unges mentale trivsel og arbejde med sundhedsfremme – også i de tidlige indsatser.”
“I dag er der fødselsdagskage til gæsterne. Selve fejringen sammen med vores frivillige og de unge der kommer i vores forskellige grupper gør vi lidt ekstra ud af hen ad vejen. De frivillige og den indsats de yder kommer vi til at fejre lidt senere på sommeren,” sluttede Susanne Mathiesen inden hun ilede ind til de sidste forberedelser.
DanmarkC TV bringer om kort tid et interview med Susanne Mathiesen, leder af Headspace i Fredericia.
