Læserdebat

Havkatte i hyttefadet

Læserdebat af: Ole Dyrn, Oberstløjtnant (P), Historisk konsulent

Jeg hørte forleden, at hr. Karsten Byrgesen, byrådsmedlem og medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, blev kaldt havkatten i hyttefadet, hvilket jeg til dels kan være enig i, og så alligevel!

En havkat i et hyttefad er normalt kendetegnet ved at skabe rav og røre omkring sig. Ja Hr. Byrgesen skaber da heldigvis røre omkring sig, men kun fordi han stiller præcise og kontante spørgsmål og ønsker nogle konkrete svar for at få en sag ordentlig belyst. Det får han sjældent. Han anfører i forbindelse med brintsagen, at risikoen ved installationen er ”Hemmelig”– også over for ham som folkevalgt politiker.

Det virker som om politikerne ikke ved, hvad der er op og ned i det som Hr. Byrgesen kalder ”brint-bingo.”

Med krigene i Østeuropa og i Mellemøsten er det meget tydeligt, at målene for militære angreb er central infrastruktur. Selv om vi nok er langt fra en væbnet konflikt i Danmark, kan vi på ingen måde føle os sikre, hvad angår terrorangreb. Faktisk befinder Danmark sig lige nu på det næsthøjeste eskalationstrin for et terrorangreb. Jeg må tilslutte mig Hr. Byrgesens bekymring over, at Fredericia med etableringen af en bynær brintcentral, føjer nok “Et lønnende mål” til rækken af det som Hr. Putin eller internationale terrorister nok vil se det som.

Det er tankevækkende – og ikke mindst – når man ser en borgmester og en formand for de konservative hænger Hr. Byrgesen ud frem for at spille med åbne kort. Hvor er borgernes sikkerhed og, hvorfor skal Fredericia – der i forvejen ”bidrager” rigeligt med energi i form af brændstof til halvdelen af Danmarks biler og elektricitet fra Ørsted værket i Skærbæk nu også finde sig i Europas største brintdistributionsanlæg, få hundrede meter fra en større landsby. 

Ak ja – der er vist andre havkatte i hyttefadet – nemlig dem der skaber rav i den, her ved at hemmeligstemple meget ”ømtålelige” spørgsmål, som borgerne og ikke mindst politikerne skal vide noget om.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv