-

Havfruen forlænges i Operaen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

havfrue

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” sælger som varmt brød og runder nu 15.000 solgte billetter. I december forlængede Fredericia Teater spilleperioden i Fredericia, og på grund af det flotte forsalg forlænges forestillingen nu også i Operaen. 

 Der er over seks måneder til premieren, men billetsalget til Fredericia Teaters opsætning af ”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” går allerede forrygende og har nu passeret 15.000 solgte billetter. Salget går så godt, at Fredericia Teater har besluttet at forlænge spilleperioden i Operaen med ti ekstra forestillinger, således at sidste spilledag nu er den 9. august. Med 15.000 solgte billetter på godt halvanden måned sælger forestillingen endnu hurtigere end kæmpesuccesen ”Disneys ALADDIN – The Musical”, som endte med et salg på over 100.000 billetter.

Fredericia Teaters kunstneriske leder Søren Møller udtaler:

Salget til Den Lille Havfrue går over al forventning, og det er ekstremt glædeligt. Jeg vil opfordre alle til at sikre sig deres billetter nu, så de ikke står i samme situation som alle de der gik forgæves til Aladdin sidste sommer.

Om musicalen

Lige før jul var Fredericia Teater ude at offentliggøre, at de to hovedroller som havfruen Ariel og Prins Erik bliver spillet af de to unge musicalkometer Kristine Yde og Christian Lund. De to kender hinanden særdeles godt, idet de begge er udklækket fra samme årgang på Det Danske Musicalakademi (2008) og har dannet par i bl.a. Mamma Mia! i Tivoli og Musikhuset Aarhus. Og så lægger de begge stemmer til den danske version af Disneys aktuelle Disney-tegnefilm Frost, som er blevet en af årets helt store biografsucceser både herhjemme og i resten af verden.  Resten af castet vil blive offentliggjort i løbet af januar.

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” er oprindeligt produceret af Disney Theatrical Group og er baseret på Disney-tegnefilmen af samme navn fra 1989. Den bygger igen på det klassiske H.C. Andersen-eventyr om havfruen, der længes efter at blive en del af den jordiske verden og opgiver sin smukke stemme for at finde kærligheden på land.

Musikken er komponeret af den mangedobbelte Oscar- og Golden Globe-vinder Alan Menken, som har skabt det musikalske univers til en perlerække af Disneys kendte og elskede filmklassikere – herunder Aladdin, som i Fredericia Teaters nylige musicalopsætning indtog både provinsen og hovedstaden i en anmelderrost publikumssucces. Samme Alan Menken overværede den sidste opførelse af ”Disneys ALADDIN – The Musical” i Operaen, og dermed blev kimen til det kommende samarbejde lagt.

Teksterne er skrevet af Howard Ashman (filmudgaven) suppleret af Glenn Slater, og forestillingens manuskript er skrevet af Doug Wright. Til musicalen har Alan Menken og Glenn Slater sammen skrevet 10 nye sange, som supplerer det oprindelige lydspor fra filmen og spænder lige fra Vaudeville-stilen over 20’ernes lyd til 60’er-rock. Blandt de bedst kendte sange fra filmen er “Leve som dem” (“Part of Your World”) sunget af havfruen Ariel – og “Havet er skønt” (“Under the Sea”), hvor det er hummeren Sebastian, som forsøger at overbevise den længselsfulde havfrue Ariel om fordelene ved at blive til vands.

Musicalen havde Broadway-premiere den 10. januar 2008 og har efterfølgende været opsat regionalt i USA samt i Rusland, Holland og Japan.

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” har premiere d. 17. juli 2014 på Operaen og flytter derefter til Fredericia Teater, hvor den spiller fra 28. august og frem til 17. september. Billetter købes på Billetnet, www.billetnet.dk, 7015 6565.

Læs mere på www.lillehavfruemusical.dk