FREDERICIA

Har du svært ved at læse?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Har du svært ved at læse?

Så mød Fredericia Biblioteks nyeste frivillige læsehund Pippi.

Pippi er en lille, blød cavalier som er uddannet læsehund ved foreningen læsehunde.dk. Hun elsker at lege og finde ting ligesom Pippi Langstrømpe, og hun glæder sig til at være frivillig på Fredericia Bibliotek.

Hvad er en læsehund?

En læsehund er en specialtrænet hund som børn med læseproblemer kan læse højt for.

Hvorfor læse for en hund?

Ideen er, at højtlæsning for hunde giver tryghed. Børnene læser højt for en ”opmærksom” lytter, som ikke dømmer eller bliver utålmodig. Mødet med en læsehunde giver børn mulighed for at opleve bøgerne på en ny og anderledes måde. Det kan være med til at give mod og selvtillid til at fastholde læsning på trods af vanskeligheder.

Hvordan tilmelder jeg mit barn?

Hvis dit barn har lyst til at deltage, så send en SMS til Pippis ejer Jette Olesen på tlf.: tlf. 50 45 92 64 eller send en mail til olesenthy@hotmail.com. Så kan I aftale nærmere. Det er et gratis tilbud.

Hvor kommer ideen fra?

Læsehundekonceptet bygger på det amerikanske Paws for Reading (En hund efter bøger). Metoden bruges med stor succes i USA. Børn, som har været tilknyttet programmet, er blevet mere øvede læsere og har fået et større ordforråd. De har også fået en større lyst til at læse og skrive.

Fredericia Bibliotek afprøvede ideen i 2010 og 2012 i samarbejde med Skoleafdelingen/Pædagogisk Udviklingsafdeling. Det var en stor succes. Og konceptet gentages derfor med glæde.

Har du spørgsmål om læsehunde og ideen bag tilbuddet?: Læs mere om foreningen Læsehunde på deres hjemmeside: www.laesehunde.dk.

Kontakt Læsehunde på tlf.: 20 66 48 50 eller mail:kontakt@laesehunde.dk