
Har du styr på opbevaring af dit samlevåben?

Fyns Politi har udført kontrol hos våbensamlere med overraskende trist resultat
Det er ikke forbudt at have og opbevare våben som samlere. Der skal blot søges tilladelse, og når den er givet, skal reglerne for opbevaring overholdes. Det sker desværre ikke altid, kan Fyns Politi fortælle.
Mandag den 6. februar 2023 kom politiet på Fyn på uanmeldt besøg, for at se hvor våbensamlerne opbevarede deres våben.
57% af de besøgte våbensamlere havde ikke orden i sagerne
Som eksempel på opbevaring nævner Fyns Politi, at en enkelt have gemt sit våben på loftet. Andre havde ganske vist deres våben i et lovligt våbenskab, men det var ikke boltet eller skruet fast til vægen. Våbenskabet skal nemlig være fastmonteret, siger reglerne.
Bøden for sådanne overtrædelser er på 6.000 kroner
”Selvom det er våben, der ikke lige umiddelbart anses som farlige, er det vigtigt, at folk har styr på de betingelser, der er for at have et samlevåben. De skal opbevares ordentligt og sikkert, for ellers kan det ende ud i meget dyre bøder,” siger politikommissær Michael Løkke fra Fyns Politi.
Kontrollen forsætter på Fyn – men hvad med Fredericia?
DanmarkC TV har spurgt Sydøstjyllands Politi! De har ikke fo nyligt haft en lignende kontrol af våben, og på spørgsmålet om der vil komme nogen er svaret: “I forhold til fremtidige planer og kontroller af for eksempel våben, så er det ikke noget politikredsen deler med offentligheden,” fortæller Vibeke Sørensen der er kommunikationskonsulent ved Sydøstjyllands Politi.
“Generelt – kan det tilføjes – at våbenområdet har Sydøstjyllands Politis opmærksomhed i den daglige indsats.” slutter Vibeke Sørensen.
Dermed en opfordring til våbensamlere og andre der har lovlige våben hjemme: Få nu anbragt våbene rigtigt, så de ikke falder i ukyndige hænder.
Fakta om våbensamlere
Våbensamlere er personer, der har en særlig interesse for historiske våben, dvs. hovedsagelig våben fra 1870-1890 og i særlige tilfælde også nyere våben. For at kunne opnå våbensamlertilladelse fra politiet, skal særlige sikkerhedsforanstaltninger ifm. opbevaring være opfyldt, såsom godkendte fastmonterede våbenskabe, hvori våbnene skal opbevares. Ligeledes skal samlerne have en god vandel og gode personlige forhold. Der findes dog undtagelser. Forladervåben, som hovedsageligt er fra før 1870, kræver ikke tilladelse eller særlige krav til opbevaring.