Har du lyst til at give et andet menneske håbet tilbage? Brobyggere mangler hænder

Har du lyst til at give et andet menneske håbet tilbage? Brobyggere mangler hænder

Når systemet bliver uoverskueligt, og kræfterne slipper op, træder den frivillige forening Retssikkerhed For Alle til. Men nu råber foreningen selv på hjælp for at kunne fortsætte arbejdet som tolk mellem borger og forvaltning.

Foreningen Retssikkerhed For Alle har i årevis fungeret som et sikkerhedsnet for borgere, der er faret vild i det kommunale system. Men nu er fundamentet begyndt at slå revner. Flere bestyrelsesmedlemmer må træde tilbage, og formand Jan Filbært sender derfor en indtrængende appel til borgerne i Fredericia om hjælp.

I et velfærdssamfund som det danske burde der være plads til medmenneskelighed og forståelse frem for rigide regler og unødvendigt pres. Men virkeligheden fortæller en anden historie. Her er foreningen Retssikkerhed For Alle blevet en uundværlig livline for borgere, der er faret vild i systemets labyrint af sygedagpenge, ressourceforløb og arbejdsprøvninger.

– Vi er en frivillig forening. Det er gratis for borgerne at få hjælp fra os, og vi lever udelukkende af donationer og den tid, frivillige vælger at give. Foreningen startede som en protest mod Fredericias tidligere borgerrådgivers afsked, men udviklede sig hurtigt til et fællesskab, hvor støtte, vejledning og medmenneskelighed er i centrum. Tinna Schram og Kirsten Cordtz var de første til at sætte ord på visionen og skabe rammerne. Siden er flere kommet til og har lagt kræfter og hjerte i arbejdet, lyder det fra Jan Filbært.

Bag hver sag gemmer der sig en unik historie præget af sygdom, stress eller smerter. For mange af de borgere, foreningen hjælper, føles selv små udfordringer uoverstigelige. Netop derfor er foreningens eksistens så afgørende, selvom Jan Filbært finder det beklageligt:

– Det er helt forkert i et rigt samfund som det danske, at Retssikkerhed For Alle som forening er en nødvendighed, men det er det.

Desværre mærker foreningen nu selv presset. Flere bestyrelsesmedlemmer må træde tilbage, fordi livet kalder andre steder, eller kræfterne ikke længere rækker.

Bla. er Jan Filbært i efteråret blevet valgt ind i Fredericia byråd for SF, og han kan dermed ikke fortsætte uden at have flere kasketter på, da det ville kunne skabe et problem med habiliteten.

Hvis det gratis tilbud skal overleve, er der brug for friske kræfter fra lokalsamfundet.

I forbindelse med borgerrådgiverens rapport fra 2024 var Jan Filbært i sommers i studiet hos DanmarkC TV for at fortælle om Retssikkerhed for alles vigtige arbejde med at være bindeled mellem borgere og systemet. Video: DanmarkC TV

En nødvendig tolk i systemet

Jan Filbært, der længe har været formand i foreningen, understreger, at deres rolle ikke er at være i opposition til kommunen, men snarere at fungere som brobyggere.

“Vi er ikke i kamp mod forvaltningen – vi er tolke mellem borgerne og forvaltningen,” forklarer han.

Foreningen fungerer som det ekstra sæt øjne og ører, der skaber tryghed for borgeren, samtidig med at de hjælper sagsbehandlerne med at trænge igennem, når en sag er gået i hårdknude. Det handler om at se mennesket bag paragrafferne i e-Boks.

Borgermøde i Sundhedshuset

Foreningen rækker nu hånden ud til borgerne i Fredericia i håbet om at finde nye frivillige, der har overskud og lyst til at gøre en mærkbar forskel for deres medmennesker.

Har du lyst til at give et andet menneske håbet tilbage? Interesserede opfordres til at møde op i Sundhedshuset den 1. marts kl. 13:00 eller kontakte foreningen via deres hjemmeside.

Din indsats kan være netop det, der gør sagsbehandlernes hverdag nemmere og borgerens liv tåleligt igen.