FREDERICIA

Halbyggeri på Kirstinebjergskolen sættes nu i gang

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den 8.maj kl. 10.30 tages det første spadestik til en ny multihal på Havepladsvej.

Halbyggeriet på Kirstinebjergskolen kan nu komme i gang, og det er der mange elever, lærere, pædagoger og foreninger, der glæder sig over, for det betyder, at de efter efterårsferien får nye spændende rammer at udfolde sig i både i skoletiden og i fritiden.

Den 8.maj fra kl. 10.30 til 11.15 vil der være taler og musik på Kirstinebjergskolen Afd. Havepladsvej i anledningen af, at halbyggeriet nu sættes i gang. Det er Jensen Træ, der står for byggeriet, og de sidste par ting vedrørende facadeudtrykket samt mindre ændringer på indretning er nu faldet på plads.

”Det er rigtig glædeligt, at vi nu kan komme i gang med at opføre den nye hal på Kirstinebjergskolen, og at Jensens Træ har kunnet imødekomme Kirstinebjergskolens ønske om at få hallen færdig omkring efterårsferien. Der er hårdt brug for hallen med de ambitioner, vi har omkring gode læringsmiljøer og bevægelse i en længere skoledag” udtaler Susanne Eilersen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Naboer til skolen, foreninger og andre interesserede er velkomne til at komme forbi og deltage i formiddagens program, hvor Børne- og Uddannelsesudvalgets formand sammen med skolens elevrådsformand og skoleleder vil tage det første spadestik.

 

Programmet for 8. maj er:

 

10.30 – 10.35:

Velkomst ved Distriktsskoleleder Egon Sørensen

 

10.35 – 10.45:

Kirstinebjergskolens skoleband spiller to numre.

 

10.45:

Taler ved udvalgsformand Susanne Eilersen, elevrådets formand, entreprenør Christian Jensen fra Jensen Træ og distriktsskoleleder Egon Sørensen

 

11.05:

Hurra og Kirstinebjergskolesangen!

 

11.15:

Is til eleverne på Kirstinebjergskolen Afd. Havepladsvej.

[Info_Box]

Fakta:

Det samlede anlægsbudget for multihallen er på godt 12,5 mio. kr. excl. moms, og den vil stå færdig til ibrugtagning 9.oktober 2015. Gymnastikforeninger og Fredericia kommune arbejder sammen om at få etableret en springgrav i hallen. En sådan koster op i nærheden af en million, hvilket betyder, at gymnastikforeningerne skal indsamle en del af midlerne for at springgraven realiseres.

[/Info_Box]