Håndværkere skal have del i kaserne-millioner, mener borgmesteren
Borgmester Christian Bro (A) presser på for at sikre lokale håndværkere en bid af de store renoveringsopgaver på Ryes Kaserne
Fredericias borgmester Christian Bro (A) gik i november 2024 sammen med borgmestrene fra Haderslev, Mads Skau (V) og Varde, Mads Sørensen (V), for at sende et brev til forsvarsministeren. I brevet opfordrede de ministeren til at sikre, at lokale håndværkere får mulighed for at byde ind på lokale opgaver.
– Der er en tendens til, at man laver de her meget store udbud, og så går lokale håndværkere ofte forgæves, siger Christian Bro (A).
Ønske om mindre opgaver
Borgmestrene ønsker, at Forsvarsministeriet og Ejendomsstyrelsen, der står for udbuddene, bryder opgaverne ned i mindre dele, så lokale håndværkere får bedre mulighed for at byde ind.
– Vi kunne godt tænke os, at når man udbyder, at man måske bryder det ned i lidt mindre opgaver, fordi det giver de lokale bedre muligheder, fortæller Christian Bro til DanmarkC TV.
Fredericia Kommune har i samarbejde med Erhvervshus Syd og Business Fredericia afholdt et arrangement på kasernen, hvor lokale håndværkere kunne lære mere om, hvordan de byder på opgaver inden for garnisonen.
– Jeg ved jo, at den militære del af det her er jo også opsat på at være en del af lokalsamfundet, siger Christian Bro.
Kommunen som rollemodel
– Altså, vi gør jo ofte det, at har vi opgaver, som for eksempel entreprenørgården. Vej & Park kalder vi det nu, tidligere har løst selv, så kan man gå ud til én håndværker og sige, kan du ikke løse den her opgave for os? Så går vi lidt udenom udbudsreglerne, kan man sige. Men det sikrer jo også, at det så er lokale, der kan løse opgaverne, fortæller Christian Bro til DanmarkC TV.
Forsvarsministeren har ifølge borgmesteren reageret positivt på henvendelsen fra de tre borgmestre og værdsætter deres engagement. Christian Bro krydser fingre for, at det ikke kun bliver ved de positive ord, men at det også fører til konkrete opgaver for lokale håndværkere.
DanmarkC TV sender inden længe et tv-indslag med borgmester Christian Bro (A).