FREDERICIA

Grow your life

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Grow Your Life – nye spændende aktiviteter for borgere og frivillige

Projekt Grow Your Life skal først og fremmest hjælpe borgere, der af den ene eller anden årsag ikke deltager i de aktiviteter, der findes i dag, f.eks. på grund af et varigt handicap. En frivillig ven, nye netværk, kurser i teater, musik eller mad og andre fritidsaktiviteter skal være med til at berige livet. Grow Your Life skal give indhold via oplevelser og godt samvær i nye netværk, men vil også kunne assistere de, som har interesse eller spørgsmål i forbindelse med kontakt til arbejdsmarkedet eller ønske om en praktikplads.

Grow your lifeHer er tale om et samskabelses projekt, hvor borgere, frivillige, foreninger, virksomheder, kommunen og Frivillighedscentret sætter fokus på ’det gode, aktive liv’ – med udgangspunkt i den enkelte borger. Frivilligcentret er basen, og det er her at alle interesserede kan rette henvendelse. På baggrund af de tilkendegivelser og ønsker der kommer fra de borgere, der tilmelder sig projektet, findes frivillige medborgere, der sikrer, at der laves et godt match. Som ’par’ får man bl.a. mulighed for at deltage i et af de kurser der udbydes i teater, musik eller mad, øvrige valgfrie fritidsaktiviteter samt hver anden tirsdag at deltage i cafeaftener, der holdes i Frivilligcentret.

De tre kurser i teater, musik og mad begynder i starten af november i år og kører frem til april 2016, hvor det hele sluttes af med en fælles fest, som alle involverede er med til at arrangere. Målet med Grow Your Life er at knytte gode venskaber – bygget op omkring sjove og livsbekræftende oplevelser – der varer ved.

”Projekt Grow Your Life skal bl.a. give voksne udviklingshæmmede mulighed for at få en aktiv fritid, og for nogen også en tilknytning til arbejdsmarkedet. Nye netværk og partnerskaber mellem os, borgere, frivillige, foreninger og virksomheder vil se dagens lys og gøre livet rigere på oplevelser for rigtig mange”, udtaler Michael Hansen, Projektkoordinator i Grow Your Life.

”I Voksenservice er vi meget optaget af at have et godt samarbejde med de frivillige organisationer. De kan om nogen være med til at give nye, inkluderende tilbud til byens borgere, også de der har et handicap. Grow Your Life og Frivillig Centret er et perfekt match, som jeg er sikker på, vil komme mange borgere til gavn. Men jeg håber også, at foreninger og virksomheder vil bakke op om det gode projekt”, udtaler Henning Due Lorentzen, Formand for Social- og Omsorgsudvalget.

 

Frivillige, foreninger og virksomheder inviteres med

Frivillige bliver et stort aktiv i projekt Grow Your Life. Det samme gør foreninger og virksomheder. Der er allerede indgået samarbejdsaftaler med Den Kreative Aftenskole, Den Kreative Skole, Jelling Seminarium og SUK, der alle støtter med faglig frivillighed.

Grow your lifeKom til INFO møde om Grow Your City

Torsdag den 17. september kl. 16.00 – 18.00 inviterer Frivilligcentret til informationsmøde om Grow Your Life. Det er projektkoordinator Michael Hansen, der fortæller om projektet og hvordan du som borger, frivillig, forening, virksomhed og sponsor kan deltage. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Fakta: Grow Your Life er skabt I et samarbejde mellem Frivilligcentret i Vendersgade og Voksenservice i Fredericia Kommune og er blevet muligt takket været en donation fra tilskud fra Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold på 2.4. mio. kr.  Projektet tilbyder bl.a. 3 kurser, der begynder til november i år og kører frem til april 2016. Det første år forventes der at blive plads til 40 borgere + frivillige. Projektet er 3 årigt og slutter 31.marts 2018.