
Gratis skolemad: Afd. Høgevej og afd. Havepladsvej er udvalgt til at deltage i treårigt forsøg med skolemad
Børne- og Undervisningsministeriet har netop offentliggjort en liste over de skoler, der fra skoleåret 2025/26 skal være en del af den nationale forsøgsordning med skolemad, og to af Fredericia Kommunes folkeskoler er med på listen
Eleverne i indskolingen (0.-2. klasse) på Kirstinebjerg Skolen afd. Høgevej og eleverne i udskolingen (7.-9. klasse) på afd. Havepladsvej kan snart se frem til at slippe for at pakke madpakker i skoletasken.
De to skoler er nemlig med på Børne- og Undervisningsministeriets liste over de skoler, der er udvalgt til at deltage i den nationale forsøgsordning med skolemad.
”Det er meget positivt, at Fredericia Kommune har to skoler med i forsøgsordningen med skolemad. Det har været afgørende for os i udvalget, at forsøgsordningen er uden forældrebetaling, og derfor er jeg særligt tilfreds med, at eleverne nu kan se frem til at få et sundt, varieret, nærende og gratis frokostmåltid. Forskningen viser, at et godt måltid mad hjælper eleverne til at holde koncentrationen i løbet af skoledagen. Så det bliver spændende at følge forsøget og få afprøvet det i praksis,” siger Ole Steen Hansen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune.
Også næstformanden i udvalget er tilfreds med ministeriets Børne- og Undervisningsministeriet beslutning om at udvælge to folkeskoler i Fredericia Kommune.
”Jeg er rigtig glad for, at Venstre, SF og Enhedslisten i sin tid rejste den her initiativsag, og dermed har været med til at sikre, at en stor gruppe skoleelever nu kan se frem til gratis skolemad. I forligskredsen er vi enige om at bakke op om og støtte forsøgsordningen økonomisk, hvis det bliver nødvendigt,” siger Cecilie Roed Schultz, der er næstformand for Børne- og Skoleudvalget.
Pernelle Jensen, der er medlem af udvalget er også meget tilfreds.
”Vi ved fra forskning, hvor vigtigt et sundt måltid er for at kunne trives og lære noget. Men det er ikke alle børn, som får sunde madpakker med hjemmefra, så jeg ser det som et positivt bidrag til børns læring og trivsel,” siger Pernelle Jensen, der er medlem af Børne- og Skoleudvalget og initiativtager.
Også hos SF er man glad for nyheden.
”Jeg er meget glad for, at vi med skolemadsordningen får en saltvandsindsprøjtning til folkeskolen i Fredericia Kommunen. For vi ved at sund kost, læring og trivsel går hånd i hånd. Jeg ser frem til at følge forsøget tæt, og jeg er særligt spændt på at se, hvordan det påvirker trivsel i både indskolingen og udskolingen og de faglige resultater til afgangsprøven,” siger Malene Søgaard-Andersen fra SF.
Første måltid serveres senest efter juleferien
Med offentliggørelsen begynder arbejdet med at finde den eksterne leverandør, der fra næste skoleår skal levere et frokostmåltid til eleverne på de to skoler. På nuværende tidspunkt kender man derfor ikke den præcise dato for, hvornår det første måltid skolemad serveres.
Dog kan eleverne i indskolingen på afd. Høgevej og udskolingen på afd. Havepladsvej se frem til, at de senest skal have deres første portion skolemad, når de møder i skole efter juleferien. Men er skolerne klar til det allerede i løbet efteråret, så begynder skolemadsordningen dér.
Og det er noget, man ser frem til hos Kirstinebjerg Skolens skolebestyrelse.
”Det er en rigtig god nyhed. Vi har haft et meget stort ønske om at deltage i forsøget, så det er meget positivt, at vi nu både har indskolingen og udskolingen med i forsøget. Jeg ser frem til at følge effekten, når det kommer til børnenes koncentration og læring,” siger Christian Jensen, der er formand for skolebestyrelsen.
Fakta om afprøvninger af skolemadsordninger i den nationale forsøgsordning for skolemad
- Med aftale om finansloven for 2025 afsatte regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre i alt 854 mio. kr. til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028.
- Forsøgsordningen foregår fra skoleåret 25/26 frem til 27/28.
- Forsøgsordningen inkluderer det daglig frokostmåltid
- To skoler i Fredericia Kommune er udvalgt til at deltage i den nationale forsøgsordning – indskolingen på afd. Høgevej og udskolingen på afd. Havepladsvej.
- På afd. Høgevej går der pr. 1. april 2025 207 elever i indskolingen.
- På afd. Havepladsvej går der pr. 1. april 331 elever.
- For de to skoler er forsøget fuldt finansieret, hvilket betyder, at der ikke opkræves forældrebetaling for skolemaden.
- Afd. Havepladsvej modtager 11.958.400 kroner i samlet tilskud i 2025-2028 fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje.
- Afd. Høgevej får 7.478.500 kroner i samlet tilskud i 2025-2028 fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje.