Op mod en kvart million danskere går rundt med lungesygdommen KOL uden at vide det
I Region Syddanmark forventes antallet af uopdagede tilfælde at være helt oppe på 57.400. På den årlige Lungedag den 24. september sættes der ind mod den skjulte folkesygdom, og borgere i Fredericia har nu en oplagt mulighed for at blive testet helt gratis på Fredericia Løve Apotek i vestbyen d. 24. september.
Alt for mange ignorerer symptomer på lungesygdom og slår dem hen som dårlig form eller naturlig aldring. KOL udvikler sig typisk langsomt over mange år, og det er altafgørende at gribe ind tidligt. De tre mest almindelige tegn er åndenød ved fysisk anstrengelse, hvæsende vejrtrækning og hyppig hoste med opspyt.
”Der er desværre alt for mange, der ikke reagerer i tide. KOL er en alvorlig sygdom, og den går ikke væk af sig selv. Men opdager man den tidligt – før lungerne tager for meget skade – kan man gøre rigtig meget for at få flere og bedre leveår,” udtaler Ann Leistiko, som er direktør i Lungeforeningen i en pressemeddelelse forud for årets lungedag.
De tre tegn på KOL
Åndenød: Du bliver let forpustet, når du anstrenger dig, går på trapper eller klarer små gøremål i hjemmet.
Hvæsende vejrtrækning: Det piber, når du trækker vejret.
Hoste og opspyt: Du hoster ofte og spytter slim op.
En undersøgelse Lungeforeningen har fået gennemført viser, at 2 ud af 3 af de danskere, der har symptomer på lungesygdomme, ikke reagerer på dem. De går ikke til lægen og undskylder symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form. Det skyldes givetvis, måden KOL udvikler sig på. Det sker nemlig gradvist over mange år. Det sker langsomt, så man skal allerhelst reagere mens symptomerne er i det små. Og altså inden det bliver rigtig alvorligt.
Symptomerne er, at du lettere bliver forpustet eller får langvarig hoste, at du får en mere pibende eller hvæsende vejrtrækning, eller får gentagne lungeinfektioner fx lungebetændelse.
Kilde: Lungeforeningen
Få målt din lungefunktion lokalt
KOL koster i gennemsnit 10 danskere livet hver evigste dag. Sygdommen kan desværre ikke helbredes, men et tidligt tjek kan sikre behandling, der bremser udviklingen af irreversible lungeskader.
Fredericianere med symptomer bør derfor reagere og benytte muligheden for at blive undersøgt lokalt i postnummer 7000.
Torsdag den 24. september tilbyder Fredericia Løve Apotek Vestcenteret, beliggende på Venusvej 10 B, gratis lungefunktionstests. Undersøgelsen er nem, lynhurtig og fuldstændig skånsom imellem kl. 12:00 til 17:00.
Fakta om KOL
KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det at ca. 400.000 har KOL, men mere end halvdelen ved det ikke. KOL er den enkeltsygdom der er årsag til flest dødsfald i Danmark, og i gennemsnit dør 10 mennesker på grund af KOL hver dag. I 2024 stod KOL for 3.720 dødsfald i Danmark.
KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og generende følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.
På www.sundhed.dk kan man finde generelle informationer om sygdommen, dens symptomer, behandlingsformer og forebyggelse.
Omkring 400.000 personer lever med KOL i Danmark.
KOL er en underdiagnosticeret sygdom og opdages ofte sent, når der allerede er opstået irreversible lungeskader.
Kilde: Lungeforeningen