FREDERICIA

Good luck, Habibi – Rejser i flygtningestrømmen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Good luck, Habibi – Rejser i flygtningestrømmen

Fredericia Debatforum starter forårssæsonen 2017 med et aktuelt og vedkommende foredrag: Good luck, Habibi – Rejser i flygtningestrømmen.

Med udgangspunkt i sin nyeste bog – der bærer samme titel som foredraget – giver DR journalist Thomas Ubbesen en frontberetning om sine mange rejser til – og sammen med flygtningene. Rejser, der oftest går gennem Mellemøsten, Tyrkiet, de græske øer og op gennem et Europa i eskalerende rådvildhed og panik over for en tilsyneladende endeløs strøm af fattige, magtesløse og ofte ødelagte mennesker, som ingen vil have.

Konkrete skæbner, som den ældre, syriske far og hans voksne datter gør indtryk, men er kun en af mange fortællinger om menneskestrømme, der forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredtusinder af andre. En flugt, der foregår med ét ben i cyberspace og ét i den sande virkelighed- nemlig dér hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker almægtigt over liv og død.

Ubbesen tegner et billede af situationen her og nu og giver en række konkrete bud på, hvordan verden er endt i denne situation. Et af de måske mere ukendte perspektiver er, at det ikke er overraskende, at en række globale faktorer har medført den store udvandring fra Mellemøsten og Afrika som vi ser nu.

Thomas Ubbesen blev ansat hos DR i 1994, og har siden da arbejdet for DRs forskellige udenlandsorienterede afdelinger. Hans reportager er kendte for at være medrivende og fulde af empati.