Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Udkommet af valgdebatten på Fredericia Gymnasium mandag d. 27. oktober.
Hovedsageligt var det en god og respektfuld debat, hvor man ikke kom alt for dybt i nogen af problemstillingerne, da indlæggene som krav fra mødeleder og Chefredaktør på Fredericia Dagblad, Peter Hagmund-Hansen var ultrakorte. Alligevel tegnede der sig nogle personlige kvaliteter, der vil kunne anvendes til vurdering af, hvor det fornuftige kryds skal sættes.
Den politiske ide med venstre og højre, rød og blå, social og asocial kom ikke så tydelig frem, da alle kandidaterne henvendte sig til publikum, hvorfor det ikke egentlig kom frem, hvorledes den enkeltes grundholdning er. Nogle af kandidaterne var bedre til at udtrykke sig klart i korte vendinger end andre, og et par stykker var betydelig bedre end flertallet.
Nu ser jeg det ikke som opgaven at give nuancerede karakterer, men jeg vil gerne fremhæve to, som efter min opfattelse skilte sig ud fra flertallet.
Malene Skovgaard-Andersen har jeg tidligere hørt i kommunalbestyrelsen, hvor hun fremlagde et vel gennemarbejdet forslag, der straks blev vedtaget. Aftenens situation afspejlede præcist det samme. Velformuleret og indholdsrig argumentation, der fremhævede det gode uden at undergrave nogen andre eller noget andet.
Christian Jørgensen var den anden, der noget langsommeligt kom med fakta og rimelig præcis, men han har dog det problem, at han er partihopper, og det nye parti er ikke just fremtidsvenlig i relation til vore omgivelser.
Hele vejen rundt var der en del kritik af den nuværende ledelse, der endda har givet udtryk for, at der ikke er brug for nye ideer, men mere af det samme i stabilitet. Altså visionsløs!
Alt i alt var aftenen vist vellykket information til tilhørerne/publikum/borgerne?
Det ville være ønskeligt, at kandidaterne ville skrive indlæg i aviserne, hvor de går mere i dybden med deres ideer og forslag. Ligeledes ville det være kærkomment med konkrete visioner i relation til eksempelvis energiproduktionsanlæg ud over vindmøller og solfangere. Der er rigtig mange muligheder, der blot venter på at blive anvendt.