MEDDELSER

Garderfestival 2014 bliver den hidtil største

Der er lagt op til stor musik og flot optræden, når 370 gardere mellem 8 og 25 år fylder fæstningsbyen til Garderfestivalen 2014 den anden sidste weekend i maj

Denne ottende udgave af Fredericia Garderfestival bliver også den hidtil største med 370 gardere fra otte bygarder: Danehofgarden, Den Sønderjyske Pigegarde, Juelsminde Pigegarde, Odense Pigegarde, Peder Most Garden, Roskilde Garden, Vedbæk Garden og Fredericias egen 6. Juli Garden.
Festivalen skydes i gang med stor fælles koncert på rådhuspladsen lørdag den 24. maj kl. 10.30, hvor borgmester Jacob Bjerregaard åbner festivalen. Herefter spiller garderne rundt omkring i byen, inden de igen samles til show, koncert og tattoo på Axeltorv kl. 14.30.

”Der venter publikum en stor musikalsk oplevelse”, lover formanden for 6. Juli Garden, Sonja Christensen, som håber at se et lige så stort og begejstret publikum som til sidste års festival. Hun mener, at Fredericia Garderfestival bringer publikum og gardere tættere på hinanden.

”Vi får vist, hvad en garde kan, og børn og unge fatter interesse for at spille musik og være med i det fællesskab, som en garde også tilbyder”, siger Sonja Christensen, som også glæder sig til koncerterne på Fredericias plejecentre.

”Vi plejer at blive godt modtaget på plejecentrene, og det er tydeligt, at beboerne har set frem til at se og høre vores koncert. De kommer også ofte op og snakker med vores musikere efter koncerten og kigger på uniformer og instrumenter”, fortæller Sonja Christensen, som er i gang med at lægge sidste hånd på arrangeringen af festivalen.

Se hele programmet for Fredericia Garderfestival 2014 på www.6juligarden.dk.