FREDERICIA

Fuld gang i den Kreative skole

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den Kreative Skole i fuld gang igen efter sommerferien.

Guitar. Foto Luna Lopez LindhardtEfter en travl tid for undervisere og administration er alle linjer nu i gang på Den Kreative Skole.

”I år har det været et puslespil at få skemaerne til at falde på plads på musikskolen”, fortæller skoleleder Arne Gaardsted Jørgensen. Mange undervisere har haft skemaer, hvor det tegnede til at de blev sent færdige, men ved ihærdig indsats fra skolens souschef, Lone Godskesen, i samarbejde med lærerne og skoler er det lykkedes. ”Vi har haft et tæt samarbejde med skolerne, som generelt har været gode til at finde løsninger”, fortæller souschefen. ”Således starter vi på en skole allerede klokken 11 om formiddagen med Musikalsk Forskole, et andet sted roterer eleverne i et guitarskema, så de kunne komme i gang en time før det ellers var muligt. Og ved at flytte en underviser fra en afdeling til en anden, faldt et tredje skema på plads”, fortsætter souschefen.

Fredericia Modellen

RUKT - privatfoto”Vi er på vej med introduktion af violin, cello og kontrabas på en af skolerne, hvor eleverne i en periode stifter bekendtskab med strygerne. Strygerne er en vigtig faggruppe på Den Kreative Skole, hvor der er gode muligheder for sammenspil og projekter. Således spiller de ældste elever med i Byorkesteret, som skolen har et godt samarbejde med. En konstruktion, der i Dansk Amatørmusik simpelthen kaldes Fredericia Modellen”, siger skoleleder Arne Gaardsted Jørgensen.

”Derudover spiller de fleste af skolens elever, som går til trompet, klarinet, øvrige blæseinstrumenter samt marchtromme og slagtøj med i 6. Juli Garden”, supplerer souschefen. ”Så der er god sammenhæng i musiklivet i Fredericia”.

Kreativiteten blomstrer

Korlivet blomstrer også i Kongensgade 111, hvor skolens to kor holder til. ”De er fra denne sæson blevet gratis at deltage i, og nu er korene er vokset til tredobbelt størrelse i år”, fortæller Arne Gaardsted Jørgensen, som tilføjer, at der er plads til flere kormedlemmer.

Også dramaskolen og billedskolen samt dans er i gang igen efter ferien, og allerede på lørdag kan man opleve et af de videregående dramahold, som skolen har i samarbejde med Ungdomsskolen. Eleverne medvirker ved Kulturdøgnet i Christianskirken. Dramaeleverne spiller også i år skoleforestillinger for skoleklasser i Fredericia, og billedskolen arbejder hen mod forårets store udstilling.
Stigende eftertilmeldinger til Den Kreative Skole efter skolestart

Sammi på marimba. Foto Luna Lopez Lindhardt”Vi har oplevet at nogle forældre i år har tøvet lidt med tilmeldingen til musikskolen, – muligvis på grund af skolereformen. Heldigvis er der siden skolens sæsonstart for 3 uger siden, sat 55 nye elever i gang og flere kommer til” siger Arne Gaardsted Jørgensen. ”Så nu er der næsten fuldt hus igen, bortset fra ganske få pladser, som man kan finde på skolens hjemmeside”, fortæller souschef Lone Godskesen. ”Det drejer sig om forskoleholdene, som ligger decentralt ude på skolerne, nogle få pladser på drama og billedskolehold, og enkelte instrumenter”.

 

Fire unge fra Den Kreative Skole skaber deres egen Nycirkus forestilling.

Fire unge fra Den Kreative Skole er gået i gang med at sætte deres egen forestilling op, som får premiere den 15. juni 2016. Gruppens leder, Nanna Bjerre-Christensen fortæller: ”Vi havde lyst til at presse Den Kreative Skole lidt ud over kanten. Gruppen hedder RUKT, og projektet er inspireret af nycirkus-konceptet, og vi skaber alting selv, med inspiration fra H. C. Andersens eventyr”. Gruppen har afholdt audition før sommerferien og fundet de medvirkende. ”Faktisk var der en pige fra Københavnsområdet, der havde læst om vores projekt på Facebook, og hun er kommet med, og er flyttet til Fredericia for at deltage. ”Det er lidt vidt”, fortæller Nanna Bjerre-Christensen.
Den Kreative Skole bakker projektet op: ”Skolen har længe arbejdet med tanker om at integrere Nycirkus, og vi har lige afholdt en workshop med 2 artister fra TinCanCompany, som skolen har tilknyttet RUKT-projektet”, slutter Arne Gaardsted Jørgensen.

Kulturudvalgsformand Lars Ejby Pedersen glæder sig over de unges initiativlyst. ”Det er et godt tegn, at de unge har lyst til selv at tage initiativer som dette. Det lover godt, og jeg glæder mig til at følge projektets udvikling. Det er et godt eksempel på samskabelse mellem en initiativgruppe og en kommunal institution, og det ligger flot i tråd med kommunens værdier. Også med Den Kreative Skoles arbejde i øvrigt, som i forvejen går på tværs: både internt med projekterne på skolen og eksternt i samarbejdet med Byorkesteret og Garden.”, slutter Lars Ejby Pedersen.
Fakta:

  • Den Kreative Skole forventer et elevtal på 1150-1170 aktivitetselever i denne sæson. I runde tal går 900 elever i musikskolen, 100 elever på dramaskolen, 100 elever på billedskolen og 30 elever til Dans. Hertil kommer ca. 100 børn i Kulturbørnehaven, som Den Kreative Skole arbejder sammen med Daginstitutionen Gades Gård om samt børnene i det Kreative Team, hvor 4 undervisere laver forløb i musik, dans og drama, billedkunst og fortælling på daginstitutionerne og Dagplejen.
  • Eleverne undervises decentralt på skolerne i musikalsk forskole for 0.-2. klasse, i rytmisk værksted (bandsammenspil for 2.-4. klasse), samt i guitar og ukulele, keyboard og klaver.
  • I Kongensgade 111, undervises i alle instrumenter, sammenspil og kor.
  • Eleverne i Dramaskolen, Billedskolen og i Dans undervises alle på Den Kreative Skole i Kongensgade 111.