Mandag formiddag samledes borgere, politikere og studerende for at ære fortiden. Under en blå majhimmel markerede Fredericia årsdagen for Danmarks befrielse med blomster og mindetaler ved Fredericia Gymnasium.
Højtideligheden begyndte klokken 10.00 på Arlette Andersens Plads. Ole Steen Hansen fra 4. maj Komiteen bød velkommen til de fremmødte, hvorefter borgmester Peder Tind holdt en tale om frihedens betydning.
– Tak fordi I er så mange, der kommer og bakker op. Det betyder rigtig meget. Og så må jeg også godt lige starte med at sige tak for den kæmpe store opbakning fra Gymnasiet. Det betyder rigtig, rigtig meget, lød det fra borgmesteren, som fortsatte:
– I dag, der fejrer vi Danmarks befrielse for 81 år siden. Men vi mindes også en helt særlig kvinde her i Fredericia .Vi mindes og æres Arlette Andersen og hendes store arbejde og kamp for friheden.
Som et symbol på byens respekt lagde Fredericia Byråd ved borgmesteren, en mindebuket. Herefter trådte Isabell Suhr Gydesen og Naomi Sacara-Gulløv fra 1.L frem og lagde en krans på vegne af gymnasiet.
Blomsternedlæggelse ved Arlette Andersens plads. Fotogalleri: DanmarkC TV
Ti minutter senere, klokken 10.10, rykkede forsamlingen sig hen til gymnasiets mindetavle. Tavlen ærer fem tidligere elever, der mistede livet som modstandsmænd under den tyske besættelse. Her stod Christina Thuy Men Hellesøe og Felina Andrea Hoffmann fra 1.C for en rørende ceremoni.
Eleverne fortalte historien bag mindetavlen og læste navnene på de fem faldne frihedskæmpere højt op for alle de fremmødte. Som afslutning på deres optræden fremsagde de et digt og lagde endnu en krans fra gymnasiet.
– Vi står i dag samlet her ved mindesmærket for de fem tidligere elever, som mistede livet i modstandskampen under besættelsen. Mindesmærket her blev først afsløret den 4. maj 1946, og senere hen blev det så flyttet hertil i 1974, lød det fra det eleverne inden, de læste de fem falde frihedskæmperes navne op.
Også formanden for Jysk Forening af Frihedskampen 1940-1945 lagde en krans ved tavlen. Borgmester Peder Tind afsluttede den bevægende ceremoni ved at lægge en mindebuket mere fra byrådet. Værtskabet for denne del af dagen var delt mellem gymnasiet, 4. maj komitéen og foreningen for frihedskampen.
Fotogalleri: DanmarkC TV
Programmet for resten af 4. maj kan læses i artiklen herunder:
Fredericia mindes 81-året for befrielsen 4. maj: Her er programmet
— DanmarkC TV (@DanmarkCTV) April 30, 2026
Når kalenderen viser 4. maj, samler Fredericia sig endnu engang for at mindes Danmarks befrielse.
Byen har sammensat… #4.maj #ArletteAndersensFrihedspris #Befrielse…https://t.co/eLo5T6967b
DanmarkC TV sender inden længe et tv-indslag fra dagen.











