FREDERICIA

Friheden har sin pris

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

For femte år i træk har kommunens unge mennesker mulighed for at søge Arlette Andersens Frihedspris

I disse dage mindes vi, at det er 76 år siden, at der blev sat en stopper for Holocaust. Auschwitz-Birkenau-lejren blev befriet af russerne, og det blev enden på nazisternes udryddelse af jøderne under anden verdenskrig. En af de befriede jøder er fredericianeren Arlette Andersen. Hun var interneret i Auschwitz i krigens sidste år. 

Arlette Andersens Frihedspris blev indstiftet i foråret 2017 af Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune. Prisen blev stiftet for at sikre, at der fortsat er opmærksomhed og bevidsthed omkring begrebet frihed i dets vide betydning. Frihedsprisen er på i alt 18.000 kr.  

Stifterkredsen er meget taknemmelig for, at over 30 unge mennesker i Fredericia havde taget sig tid til at reflektere over begrebet frihed og sendt deres ansøgning til prisen sidste år. Kredsen håber, at lige så mange vil søge prisen i år, når den bliver uddelt for femte gang. 

”Vi har det seneste år været i en ganske særlig situation, og på nogle punkter kan vi drage paralleller til tiden under besættelsen. Ikke på grund af krig, men på grund af en verdensomspændende pandemi. En pandemi, der har sat utroligt mange grænser for vores frihed – både i forhold til det nære men også i forhold til vores bevægelsesfrihed. Derfor forventer jeg og håber på, at vi får mange spændende bud på forskellige fortolkninger af begrebet frihed fra både folkeskolen og vores øvrige uddannelsesinstitutioner”, siger viceborgmester og formand for 4. maj-komitéen, Ole Steen Hansen.

Prisen kan søges af unge mennesker mellem 14 og 21 år, der er bosat i Fredericia Kommune. Det er ikke tilfældigt, at prisen henvender sig netop til de unge mennesker, for det er dem, der skal bære budskabet om frihed videre til de næste generationer. 

For at komme i betragtning til prisen, skal man sende en ansøgning i form af et essay, digt, artikel, video, billedkunst eller anden form for værk. Emnet skal være frihed. Det kan være i en historisk, nutidig eller fremtidig kontekst.

Uanset format, så håber stifterne af prisen, at værkerne vil være med til at få os til at reflektere og debattere frihed, som så mange mennesker verden over kæmper for hver dag. 

Prisen bliver uddelt hvert år den 4. maj, og sidste frist for at søge prisen er den 4. april. 

Fakta

Efter sin pensionering som lektor ved Fredericia Gymnasium har Arlette Andersen fortalt sin historie i mere end 400 foredrag på landets gymnasier.

Arlette Andersens Frihedspris blev indstiftet i foråret 2017 af Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune. Prisen blev stiftet for at sikre, at der fortsat er opmærksomhed og bevidsthed omkring begrebet frihed i dets vide betydning. Frihedsprisen er på i alt 18.000 kr.  

Arlette Andersens Frihedspris uddeles i tre priser på: 10.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr.

Prisen kan søges af unge mennesker, der er mellem 14 og 21 år på datoen for prisens uddeling – den 4. maj.

Sidste år vandt 15-årige Amalie Tang Christensen fra Fjordbakkeskolen Arlette Andersens Frihedspris på 10.000 kr. for digtet Frihed er en menneskeret.