
Frederiksodde Skole iværksætter målrettede initiativer som svar på Arbejdstilsynets straks-påbud

Specialskolen Frederiksodde Skole, afdeling B, har iværksat en række nye initiativer efter at have modtaget et straks-påbud fra Arbejdstilsynet den 12. september. Tiltagene skal sikre et fuldt forsvarligt arbejdsmiljø for de ansatte.
Frederiksodde Skole, afdeling B modtog den 12. september et straks-påbud fra Arbejdstilsynet.
Derfor har man nu iværksat en række tiltag, der skal sikre, at arbejdet tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Indsatserne bygger både på anerkendte pædagogiske og arbejdsmiljøfaglige metoder, oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse i eftermiddag.
Blandt andet implementeres værktøjet ‘Mit Trafiklys’, som er et systematisk vurderingsværktøj, hvor elever klassificeres i grøn, gul eller rød zone afhængigt af deres aktuelle adfærd og risikoprofil.
”Det er altid ærgerligt at modtage et straks-påbud fra Arbejdstilsynet, da det betyder, at der er nogle arbejdsmiljømæssige krav, som vi ikke har levet op til. Det skal vi naturligvis handle på. Derfor er der allerede igangsat en række initiativer for at imødekomme Arbejdstilsynet straks-påbud. Derfor er det min forventning, at straks-påbuddet ophæves snarest muligt,” siger Karen Heebøll, der er direktør for Familie, Børn og Læring i Fredericia Kommune.
Magnus te Pas, der er chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune, tilføjer:
”Det er også vigtigt for mig at sige, at vi altid hilser Arbejdstilsynet velkomment, da det giver anledning til, at vores procedurer og adfærd bliver spejlet i forhold til lovgivning og praksis fra andre steder, hvilket der er stor læring i. Men det er også vigtigt at huske på, at eleverne på Frederiksodde Skolen, afdeling B er nogle af vores mest sårbare og udfordrede børn, der har brug for specialpædagogisk støtte. Derfor skal vi både have fokus på både at sikre et trygt arbejdsmiljø for vores medarbejdere, der hver dag yder en stor indsats, samtidig med at vi skal sikre høj specialpædagogisk kvalitet for eleverne. De to ting kan godt udfordre hinanden, og derfor arbejder vi hele tiden med vores arbejdsgange og praksis, de pædagogiske værktøjer, oplæring af nye medarbejdere og løbende efter- og videreuddannelse,” siger han.
Han understreger, at medarbejderne skal opleve, at det er sikkert og trygt at gå på arbejde, og at både forældre og børn oplever Frederiksodde Skole, afdeling B som et godt sted at være og lære, samtidig med det vilkår, at forholdene er anderledes end på en almindelig folkeskole:
”Når man på Frederiksodde Skole samler de mest udfordrede elever i Fredericia Kommune, så vil adfærd og risiko være anderledes end på vores almene skoler. Det er vigtigt at have en forståelse for, at de her elever kræver noget specielt, og ikke i alle tilfælde tænker rationelt,” siger Magnus te Pas, der er chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune.
Fakta om Frederiksodde Skole afdeling B:
- Frederiksodde Skole afdeling B er en del af Fredericia Kommunes specialskole.
- Per 1. august 2025 er cirka 75 elever og 50 medarbejdere på Frederiksodde Skole, afdeling B.
- Det er Fredericia Kommunes visitationsudvalg, der visiterer elever til Frederiksodde Skole.
- På afdeling B modtager man elever med socio-emotionelle vanskeligheder, samt ADHD-problematikker.
- Eleverne er inddelt i grupper, som er sat sammen ud fra princippet om homogenitet og faglig udvikling. Der tages hensyn til den enkelte elevs behov.
- Vi arbejder med, at eleverne får handicapforståelse og redskaber til at agere i de udfordringer, livet giver, ligesom vi arbejder med sociale færdigheder.
- I Afdeling B underviser vi i alle Folkeskolens fag. Vi samarbejder med distriktsskolerne, og sammen med forældre og elev vurderer vi med hensyn til den enkelte elev, om det er nødvendigt at fritage for enkelte fag.
- I udskolingen arbejder vi med den faglige og sociale udvikling med henblik på, at eleverne skal til Folkeskolens afgangsprøver.
- I hele skoleforløbet arbejder vi på Frederiksodde Skole med målstyret undervisning og læringsstile, hvormed den enkelte elev bliver tilgodeset bedst muligt.