FREDERICIA

FREDERICIAS STØRSTE GRÆSKAR

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericias største græskar.

Nu varer det ikke længe før end vi kan kåre Fredericias største græskar

4Der er rigtig mange i gang med at gro Fredericias største græskar. Soroptimisterne i Fredericia uddelte omkring 160 poser frø til folk der gerne ville være med i konkurrencen om Fredericias største græskar.

Et par af dem er Nicoline og Christian Hemmsen. De fik overtalt deres mor til, at de skulle være med i konkurrencen. Børnene har været i gang siden foråret med at passe og pleje planterne ­– og der har været en del udfordringer for dem.

De første planter de fik sået gik til i for meget vand – så de måtte ud og have forstærkninger i Tantes Have. Der blev sået nye frø og der kom fine planter op. De blev plejet og passet i alle ender og kanter – men nu kom der en ny trussel – dræbersneglene. De var ved flere gange at gnave stænglerne over til græskarene, så børnene måtte flere gange ud og fjerne snegle for at redde græskarene. Til sidst fik de sat et hegn op omkring planterne, så græskarende fik lidt fred og det gjorde søskendeparret også.

Resultatet kan ses i dag – der er to store græskar, der bare skal vokse sig endnu større.

Alle græskar, der skal være med i konkurrencen, skal afleveres på Landsoldatpladsen den 25. oktober mellem kl. 15 og 16 for at blive målt og vejet.

OBS! Er der nogle gigantiske græskar – som man ikke selv kan bære – skal de en tur omkring DKkontrol.dk på havnen for at blive vejet, og de skal være på pladsen inden kl. 16.