Politik

Fredericianer vil kæmpe for udsatte i Folketinget

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Sune Nørgaard Jakobsen stiller op for Dansk Folkeparti

Sune Nørgaard Jakobsen er officielt godkendt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Efter mange år i frontlinjen af social- og velfærdsområdet, stiller Sune Jakobsen op med et klart mål: at sætte mennesker før systemer.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

– Det er med stor stolthed, at jeg stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti – ikke kun for mit parti, men for vores by, for Fredericia og for hele Danmark, siger Sune Nørgaard Jakobsen. Han har i næsten 15 år arbejdet tæt med nogle af de mest udsatte i samfundet, og har set et velfærdssystem, der svigter dem, der har mest brug for det. “Det må og skal ændres,” fastslår han.

En stemme for socialområdet

Sune Jakobsens karriere er dedikeret til socialområdet. Han arbejder som rusmiddelbehandler og har set, hvordan bureaukratiet vokser, mens medmenneskeligheden skubbes i baggrunden, skrives der i pressemeddelsen.

– Vi lever i et samfund, hvor politikerne hellere vil tale om tal end om mennesker. Hvor der er råd til meget – men ikke til vores ældre, vores udsatte og vores velfærdspersonale. Det er en udvikling, jeg ikke kan acceptere, og derfor stiller jeg op, siger han.

Dansk Folkepartis værdier

Sune Jakobsen fremhæver Dansk Folkepartis klare værdier:

  • Mennesker før systemer
  • Fællesskab og ansvar
  • Omsorg for de svageste
  • En stærk dansk identitet og kultur

“Dansk Folkeparti har altid været partiet, der tør sige det, de andre ikke vil. Vi bøjer ikke af, vi holder fast – og vi kæmper, når andre giver op. Det har aldrig været vigtigere end nu,” understreger han.

Fremtidens fokus

Som folketingskandidat vil Sune Nørgaard Jakobsen arbejde for en mere retfærdig og menneskelig socialpolitik. Han vil kæmpe for bedre arbejdsvilkår for velfærdspersonalet, en stærkere ældreomsorg, og at de svageste ikke efterlades.

– Jeg vil kæmpe for de svageste. Jeg vil kæmpe for Danmark. Og jeg vil kæmpe for en politik, hvor hjerte og fornuft går hånd i hånd, slutter han.

Susanne Eilersen, gruppeformand og forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Fredericia, udtaler: “I Dansk Folkeparti Fredericia er vi stolte af, igen at have en lokal folketingskandidat der kan sætte sit præg på dagsordenen, også på Christiansborg. Vi ønsker Sune Nørgaard Jakobsen stort tillykke med kandidaturet og bakker op om at Fredericia igen bliver repræsenteret på Christiansborg”.