Fredericia var vært for DM i kørestolsrugby 2024
Spænding, fart og vilde tacklinger prægede weekenden i Fredericia Idrætscenter, da Danmarksmesterskaberne i kørestolsrugby løb af stablen
Fredericia Idrætscenter dannede i weekenden d. 2.-3. november, rammen om DM i kørestolsrugby, hvor både erfarne landsholdsspillere og nye talenter dystede om den eftertragtede titel. Turneringen, der også omfattede Murderball Cup, tiltrak både garvede spillere og nysgerrige tilskuere.
– Vi afholder Danmarksmesterskaberne i kørestolsrugby, og samtidig har vi noget af det her Murderball Cup, som er lidt mere en breddeturnering, fortæller Torben Hahn Nygaard, en af arrangørerne, og fortsætter:
– Det går først og fremmest ud på at have det sjovt og spille noget mega fedt sport, som både giver en noget socialt og motionsmæssigt. I denne her weekend har vi samlet alle spillere i Danmark. Både dem, der lige har været med til de paralympiske lege, som er nogle af de allerbedste i verden, og nogle, der også spiller lidt mere på motions- og hyggeplan, siger Torben Hahn Nygaard.
DM i kørestolsrugby er med til at sætte Fredericia på landkortet som en by, der bakker op om parasport.
– Jamen, altså der er seks klubber i Danmark i dag, og der er omkring 60 aktive spillere i Danmark. Så det er jo ikke en særlig stor sport, men det gør jo, ikke desto mindre, at vi synes, at det er en ekstremt fascinerende og spændende sport, siger Torben Hahn Nygaard, arrangør til DanmarkC TV.
En af deltagerne i Murderball Cup var Isabella Vad Koch. Hun blev introduceret til sporten i skolen og har spillet lige siden.
– Jeg blev sådan lidt scoutet af Alan Jensen, som har været med til at starte kørestolssport her i Danmark. Han var ude på min skole med en hel masse kørestole, og så spillede vi basketball, og vi spillede kørestolsrugby. Så spurgte han mig efter, at vi var færdige, om jeg kunne have lyst til at spille kørestolsrugby. Så sagde jeg, at det kunne da godt være. Og så er jeg nu her, lyder det fra Murderball-spiller Isabella Vad Koch.
Det ser ud som om, at man godt kan risikere at få nogle knubs derude på banen – er det så voldsomt, som det ser ud?
– Altså nej, ikke som sådan. Der er nogle gange, man godt kan risikere at vælte, men det sker rimelig sjældent. Jeg har kun væltet omkring fire gange, og jeg har spillet i otte år, så det er ikke så slemt, som det ser ud, lyder det fra Isabella Vad Koch.
DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra DM i kørestolsrugby.