
Fredericia tager stort spring frem i erhvervsmåling
Fredericia Kommune er Sydjyllands store højdespringer i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed. Et markant hop på 29 pladser sender kommunen op på en 20. plads nationalt og skaber glæde hos både borgmester og erhvervsliv, der dog fortsat ser potentiale for forbedring
I den netop offentliggjorte undersøgelse fra Dansk Industri (DI) om kommunernes erhvervsklima er Fredericia den helt store vinder i den sydjyske region.
Kommunen har taget et imponerende spring fra en 49. plads sidste år til en flot 20. plads i 2025. Fremgangen skyldes en række forbedringer, som de lokale virksomheder har kvitteret for i deres besvarelser. I år har 94 virksomheder deltaget i undersøgelsen, en stigning fra 79 sidste år, kan det læses i en pressemeddelelse denne morgen.
Borgmester Christian Bro: “Vi er på rette vej”
– Vi har virkelig rykket os denne gang, og der skal lyde en stor ros til alle, der har del i denne udvikling. Jeg er rigtig glad for, at vi er på rette vej, men vi arbejdere videre, for der er altid potentiale for at forbedre sig. Og effekten af vores arbejde skal netop vise i et godt resultat i DI målingen, udtaler borgmester Christian Bro (A) og fortsætter:
– Et af de områder, vi skal forbedre os på, er på antallet af elever, der går direkte fra folkeskolen og over i en erhvervsuddannelse, hvor vi er gået tilbage i år. Det har vi allerede en opmærksomhed på, for Unge- og Uddannelsesudvalget besluttede i august måned at UU Fredericia skal arbejde med at vende udviklingen i søgningen til erhvervsuddannelser, så den igen bliver stigende for skoleåret 2025/26, fortæller borgmester Christian Bro, der også roser virksomhederne for at støtte op om undersøgelsen. I år har 94 virksomheder deltaget mod 79 sidste år.

Fredericia er gået frem på flere parametre i målingen. Udover svarprocenten, så er der også sket en fremgang på den overordnede tilfredshed og dialog med kommunen.
– Det glæder mig utrolig meget, at virksomhederne er tilfredse med den overordnede erhvervsvenlighed. Det tyder på en generel tilfredshed med erhvervsklimaet i Fredericia Kommune. Selvom resultatet af målingen er flot, så er vi endnu ikke i mål, hvis vi gerne vil være blandt de 10 mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, siger Bent Jensen, formand for Business Fredericia.
Et andet parameter Fredericia går særligt frem på er, hvordan virksomhederne opfatter kommunens byggesagsbehandling. Her placerer virksomhederne Fredericia på en 13. plads mod en 73. plads sidste år.
– Det er et område, som vores forening har haft meget stor fokus på, og det er positivt, at de tiltag, der er gjort, har virket. Det glæder mig, at de lokale virksomheder har en god oplevelse omkring deres byggesagsbehandling, og at kommunen kan tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft, siger Jesper Bjerrisgaard formand for Håndværkerforeningen i Fredericia.