En økonomisk håndsrækning fra DIF og DGI’s foreningspulje gør det nu muligt for Fredericia Sportsrideklub at udvide stalden. Projektet skal både forkorte ventelister og skabe plads til flere rideglade medlemmer.
Bestyrelsen og sponsorudvalget ser især frem til at Fredericia Sportsrideklub nu kan investere i en ny hest og derved oprette flere ridehold og nedbringe venteliste til elevholdene:
”Vi er meget glade for denne støtte til vores lille hyggelige elevskole. Det betyder, at vi kan udvide vores hestehold med endnu en sød og dygtig hest, og derved kan tage flere elever ind på rideholdene, oplyses det i en pressemeddelelse.
I Fredericia Sportsrideklub glæder bestyrelsen og de ca. 350 medlemmer sig over at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.
”Vi er åben for nye elever på vores hold mandag – torsdag og det er også muligt at få weekendpart på vores heste, hvor man kan ride tur i vores dejlige skov. Vi glæder os til at tage imod jer”
Støtter foreningsidrætten med 50 mio. kr. årligt
Fredericia Sportsrideklub har modtaget bevillingen på 20.000 fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 50 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.
Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 25.000 kr.
Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.
Om DIF og DGI’s foreningspulje
Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider