Fredericia-skoler får midler fra stor pulje

Fredericia-skoler får midler fra stor pulje

12 skoler i Fredericia Kommune (4 skoler, 12 afdelinger red.) har modtaget den absolut største bevilling fra en national pulje, der skal forbedre trivslen for nyuddannede lærere. I alt lander 480.000 kroner i Fredericia, hvilket svarer til ca. 40.000 kroner per skole.

Midlerne kommer fra Lærerstandens Syge- Og Ulykkesforsikringsselskabs Legat, som har uddelt i alt 2,1 millioner kroner til 52 skoler over hele landet. Pengene skal bruges til aktiviteter, der kan øge arbejdsglæden og fastholde nye lærere i faget, det oplyser Lærerstandens Brandforsikring i en pressemeddelelse idag.

Udfordring: Nye lærere falder fra

Baggrunden for uddelingen er en alvorlig udfordring i den danske folkeskole. Gennem flere år har der været problemer med dalende trivsel blandt nyuddannede lærere. Tal viser, at op mod 25 % af de nyuddannede har forladt lærergerningen blot tre år efter, de er færdiguddannede.

Det er denne udvikling, legatet nu forsøger at modvirke med sin sidste uddeling.

Legat lukker med en mission

Lærerstandens Syge- Og Ulykkesforsikringsselskabs Legat har eksisteret i 50 år, men nedlægger nu sig selv. I stedet for at fortsætte med små, årlige udbetalinger, har bestyrelsen valgt at bruge de resterende midler på en stor, målrettet indsats.

”Legatet har gennem 50 år haft til formål at holde hånden under lærere. Desværre er den samlede fondskapital blevet så lille, at de årlige udbetalinger gjorde en mindre og mindre forskel. Derfor er det kun passende, at når legatet lukkes ned, at vi sætter fokus på et af de større udfordringer for lærergerningen i dag og gør vores til at øge arbejdsglæden blandt de nye lærere,” siger Mette Meulengracht Jensen, formand for legatets bestyrelse.

Hvem får del i puljen?

I Fredericia får følgende skoler del i puljen:

Alle 12 kommunale folkeskoler får del i puljen.

  • Erritsø Fællesskole, undervisning på tre matrikler
  • Fjordbakkeskolen, undervisning på to matrikler
  • Kirstinebjergskolen, undervisning på fire matrikler
  • Ullerup Bæk Skolen, undervisning på tre matrikler

Udover den store bevilling til Fredericia er der givet støtte til 40 andre skoler i landet. I gennemsnit har de skoler, som har modtaget en bevilling, fået 41.543 kr.

Pengene skal lokalt bruges på initiativer, der kan styrke fællesskabet og den faglige udvikling for de nye lærere. Der nævnes blandt andet mentorforløb, teambuilding, faglige workshops, inspirationsarrangementer og generelle trivselsarrangementer.

Alle grundskoler, herunder folkeskoler, friskoler og privatskoler, har kunnet søge midlerne.