FREDERICIA

Fredericia Shopping & lokale kræfter arrangerer Sommerrock & Open by Night

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Shopping og lokale aktører lader forventningerne stige i takt med temperaturen. De er nemlig klar til at præsentere et sprudlende program til årets Sommerrock, der løber af stablen fredag d. 2. juni fra kl. 10-22.

Fredag den 2. juni vil gaderne i Fredericia midtby blive fyldt med fest og musik, når Sommerrock og Open by Night finder sted. Et sandt spektakel af lokale og nationale kunstnere står klar til at levere en uforglemmelig dag og aften, der med sine otte scener, fordelt rundt omkring i bymidten, udgør en sand folkefest, oplyser Business Fredericia i en pressemeddelelse forud for festlighederne.

Der vil være masser af underholdning til årets ‘Sommerrock’ i Fredericia. Foto: Fredericia Shopping

En af de otte scener er placeret på Rådhuspladsen, hvor publikum vil have mulighed for at opleve lokale talenter som Jens Julius og Aksglæde, kendt for deres hit “Giv lys igen”. Derudover vil de kendte toner fra Bryan Adams Tribute, Hardinger Band og Midt om Natten skabe en festlig stemning, hvor publikum kan synge med på velkendte numre.

I Vendersgade vil elever fra Den Kreative Skole underholde med rytmiske bands, og publikum vil få lejlighed til at se uddrag fra “13: The Musical”. Alt dette er et samarbejde med dygtige performere fra Kirstinebjergsskolens performancehold og Musicalorkestret fra Den Kreative Skole.

På Gothersgade Nord vil Jesper Gade fylde gaderne med velkendte pop- og rocknumre, mens DJ Morten Trap vil sørge for festlig stemning i Midtpunktet.

De festglade kan også se frem til underholdning på Ryes Plads, hvor One Trick Ponies og de lokale Barock vil dele scenen. På Axeltorv vil publikum kunne opleve Jens Ø under overskriften ”syng-helt-vildt-med & tvivlsomme jokes”.

“Total iorden musiksmag” med Harske Hubbi og skrammelrock-legenderne Padlock Chain. Foto: Fredericia Shopping

På Gothersgade Syd vil to scener byde på et bredt program, med kunstnere som Harske Hubbi, Tom Donavan, Sunset Strip og Jesper Gade, samt vores lokale Camilla Kramer, Thomas Jensen & Christoffer Brodersen og Fredericias egne skrammelrockere, Padlock Chain.

For de yngste gæster vil Danmarksgade forvandle sig til en Kids Zone, hvor 123fest har opstillet en 30 meter lang forhindringsbane. Teater Malstrøm vil desuden underholde og overraske publikum rundt omkring i byen under hele Sommerrock.

Alle er velkomne – vær med til at skabe en byfest

”Vi har haft som mål at skabe en fælles byfest, hvor bymidten er vært,” siger formanden for Fredericia Shopping, Ole Mortensen. Han tilføjer, at byens butikker, caféer og restauranter holder åbent til kl. 22 og står klar til at give gæsterne en god betjening.

Mette Pyrdol Christensen, Detail & Oplevelseskonsulent i Fredericia Shopping/Business Fredericia, lægger vægt på, at Sommerrock ikke ville være mulig uden støtte fra sponsorerne. ”Vi er dybt taknemmelige for deres engagement og støtte til at give byens gæster den bedste oplevelse.” siger hun, og fremhæver at lokale aktører har bidraget til at udvide antallet af scener med musik.

“Alle er velkomne til at deltage i Sommerrock og Open by Night 2023 i Fredericia. Nu mangler vi bare, at vejrguderne spiller med og sikrer os perfekt sommervejr til denne mindeværdige dag”, siger Pyrdol Christensen afslutningsvist.