I denne uge danner Fredericia rammen om den nationale demensuge. Med fællessang, foredrag og cykelture på de populære duocykler bliver der sat spot på sygdommen for at bryde tabuer og skabe glæde i hverdagen.
I Sundhedshuset blev der mandag inviteret til fællessang, hvor Demensfællesskabet mødtes for at dele glæden ved musikken. Men det er ikke kun stemmerne, der blev luftet; udenfor stod de frivillige “cykelpiloter” klar med deres duocykler.
Disse særlige trehjulede cykler giver mulighed for, at piloten og passageren sidder ved siden af hinanden, hvilket gør samtalen lettere. En af de frivillige fortæller begejstret:
“Vi bliver høje af at cykle. Dels har jeg godt af at få lidt motion. Men den der snak, man får… Der kan vi sidde og tale sammen, fremfor der, hvor man sidder foran. Så det er vi rigtig glade ved”, lyder det fra cykelpiloten Peder Mogensen.
Turene går ofte til naturskønne områder som Trelde Næs eller over broen til Middelfart, altid med kaffe og lidt sødt i tasken.
Onsdag den 6. maj kan du blive klogere på Tag godt imod Bjarne – et initiativ, der styrker et rummeligt foreningsliv i Seniorhuset, ved Informationen fra kl. 11.00 – 13.00.
Video: DanmarkC TV
Fotogalleri: DanmarkC TV



