Kultur

En forpremiere for det gode formål

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Musicalteater og AHA Creations støtter Julemærkehjemmene med WICKED-forestilling

Fredericia Musicalteater og AHA Creations indgår et nyt samarbejde med Julemærkehjemmene for at støtte børn i mistrivsel.

I forbindelse med efterårets opsætning af Broadway-musicalen WICKED vil de to virksomheder dedikere en forpremiere til det gode formål og donere 100 kr. per billet til Julemærkehjemmene, det oplyses i en pressemeddelelse idag.

WICKED sætter fokus på ensomhed og mistrivsel

WICKED er en musical, der handler om to unge kvinder, Elphaba og Glinda, der mødes på troldmandsskolen i Oz. De starter som bedste veninder, men ender med at blive fjender på grund af forskellige valg og omstændigheder.

Musicalen berører temaer som ensomhed, mobning og det at føle sig anderledes, som alle er relevante for børn og unge i dag.

Teaterdirektør for Fredericia Musicalteater, Thomas Bay er begejstret for samarbejdet:

– WICKED har mere end 20 år bag sig på Broadway og er den anden mest sælgende musical på verdensplan – blandt andet fordi den taler ind i emner, vi alle kan relatere til, barn som voksen, og fordi temaer som ensomhed og mistrivsel altid vil være relevante. Derfor var det meget naturligt for os at gå i dialog med netop Julemærkehjemmene. Hos Fredericia Musicalteater er vi stolte over at kunne støtte Julemærkehjemmenes vigtige arbejde, og at vi med formidling af kunst og kultur kan skabe opmærksomhed om ensomhed og mistrivsel hos børn og unge.

Forpremiere til Julemærkehjemmene

Den 16. september afholdes en forpremiere af WICKED, hvor 100 kr. per billet doneres til Julemærkehjemmene.

Julemærkehjemmenes børn er inviteret til forpremieren og får dermed mulighed for at se den verdensberømte forestilling, før alle andre.

Se videoen med hovedrollerne Johanne Milland og Nanna Rossen og ambassadører og børn i julemærkehjemmene, der fortæller om tematikkerne i forestillingen herunder:

Video: Fredericia Musicalteater

Samarbejdet glæder både Fredericia Musicalteater, AHA Creations og Julemærkehjemmene

Julemærkefondens direktør Søren Ravn ser frem til samarbejdet, som blandt andet indleder forpremieren den 16. september med en talk, hvor tematikkerne og budskabet om at være god nok, som man er, belyses blandt andet af Julemærkehjemmenes ambassadører. Søren Ravn udtaler:

– Det er en kæmpe oplevelse for børnene, at de kan se denne flotte musical. Samtidig er vi utrolig glade for, at holdet bag WICKED sætter fokus på, hvor svært det kan være for børn at føle sig anderledes eller stå uden for fællesskabet. Tusind tak til Fredericia Musicalteater og AHA Creations for at bruge WICKED som platform til at fortælle om Julemærkehjemmene. Vi arbejder netop med at lære børn, at de er gode nok, som de er, og at de alle har værdi for fællesskabet. En særlig tak til kunstnerisk direktør for AHA Creations og ambassadør for Julemærkehjemmene, Martin Palme Skriver, for at bane vejen for det gode samarbejde.

Martin Palme Skriver, kunstnerisk direktør i AHA Creations og ambassadør for Julemærkehjemmene, tilføjer:

– Som ambassadør for Julemærkehjemmene gennem mange år betyder dette samarbejde utroligt meget for mig personligt. At kunne koble arbejdet med AHA Creations og WICKED så meningsfuldt sammen med en sag, som jeg brænder så meget for, er virkelig fantastisk. Jeg har selv erfaret, hvor overvældende det at føle sig udenfor kan være, og at kunne være en del af et projekt, der bringer håb og støtte, ikke kun til børn, men til publikum i alle aldre i lignende situationer, er en ære. Jeg håber, at forestillingen ikke blot vil underholde, men også være en kilde til forståelse og trøst for alle, der kæmper med de samme udfordringer. Og for den sags skyld enhver, der tvivler på sit værd og sin plads i fællesskabet.

Fakta om Julemærkehjemmene

  • Hvert år får op mod 1.000 børn et ophold på et Julemærkehjem.
  • Børnene kæmper med mobning, ensomhed og mistrivsel.
  • Et ophold på Julemærkehjem varer 10 uger og er et tilbud til børn i alderen 7-14 år.
  • Der er fem Julemærkehjem i Danmark.
  • Et ophold er gratis for barnet og familien.

Støt Julemærkehjemmene

Du kan støtte Julemærkehjemmenes arbejde på mange måder. Du kan donere penge, blive frivillig eller købe Julemærker. Læs mere om, hvordan du kan hjælpe her: https://www.julemaerket.dk