Kultur

Fredericia Musicalteater: Nye scenetæpper bringer fornyet magi til WICKED og fremtiden

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Køb af bagtæppet er muliggjort med donationer fra Fonden for Fynske Bank og Den A.P. Møllerske Støttefond

Fredericia Musicalteater har gennemgået store forandringer i en tid, hvor byens kulturelle centrum tager et stort skridt fremad. Med den verdensberømte musical WICKED på scenen, en fornyet foyer og nytilførte midler til bæredygtige scenetæpper, kan teatret nu byde publikum velkommen i helt nye omgivelser.

Finansieret af fonde

Fredericia Musicalteater har modtaget 250.000 kroner i støtte fra både Fonden for Fynske Bank (150.000 kr.) og Den A.P. Møllerske Støttefond (100.000 kr.) til indkøb af scenetæpper, som vil danne ramme om ikke blot Oz’ magiske univers i WICKED, men også fremtidige forestillinger.

Vi støtter både foreningslivet samt kulturlivet i Fredericia – og vi ved det tæller for kunderne i Fynske Bank,” udtaler Jakob Theilgaard Jepsen, afdelingsdirektør for Fynske Bank i Fredericia. ”Vi er fra Fynske Bank Fonden utrolig stolte af at støtte Fredericia Musicalteater. Vi gør en forskel for lokalområdet, som kan måles helt konkret med et nyt scenetæppe.”

Nyt æstetisk udtryk og bæredygtighed i højsædet

De nye scenetæpper er nøje udvalgt for at forene æstetik med bæredygtige principper. Thomas Bay, teaterdirektør på Fredericia Musicalteater, forklarer: ”En del af Fredericia Musicalteaters overordnede mål er at understøtte en bæredygtig udvikling af teatrets virke. Derfor var det vigtigt for os at få støtte til de nye scenetæpper, så vi kan indkøbe dem i et materiale, der holder i mange år.” De nuværende tæpper, der har tjent teatret i omkring 20 år, afløses nu af et produkt, som forventes at holde mindst dobbelt så længe.

Et teater i nye klæder – og klar til fremtiden

Scenetæpperne vil skabe en elegant ramme om både WICKED og kommende forestillinger og bringer en ny visuel dimension til teateroplevelsen. Teatret har med denne renovering skabt et tidssvarende og bæredygtigt miljø, for fremtidige generationer i Fredericia.