Kultur

Fredericia Musicalteater klar med danmarkspremiere på musicalsensationen MURDER BALLAD

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Musicalteater klar med danmarkspremiere på musicalsensationen MURDER BALLAD

Fredericia Musicalteater kan i dag offentliggøre danmarkspremieren på Off-Broadway musical-sensationen MURDER BALLAD, som opføres i Danmark for første gang. Forestillingen får premiere 25. marts på Fredericia Musicalteater, og billetsalget er gået i gang i dag.

MURDER BALLAD fik verdenspremiere i 2012 på Off-Broadway og blev én af årets absolutte Must See-forestillinger i New York. Musicalen fik fantastisk flotte anmeldelser og har siden været opført over hele verden, fra West End i London til New Zealand, fra Argentina til Belgien og Holland.  

Nu er turen kommet til Danmark, hvor det er lykkedes Fredericia Musicalteater at sikre sig rettighederne til denne originale og medrivende rockmusical med en perlerække af fængende sange skrevet af Julia Jordan og Juliana Nash. 

Livsfarligt trekantsdrama

MURDER BALLAD er et dampende erotisk trekantsdrama om længsel, håb og bedrag, en moderne kærlighedsfortælling om alt det, der gør kærligheden kompliceret, uimodståelig – og livsfarlig. 

MURDER BALLAD handler om den unge kunstner Hannah, der dater den karismatiske bartender Tom. Men da hun møder den fornuftige poesi-studerende Alex, forlader hun Tom og gifter sig med Alex. De to får et barn og lever det gode familieliv, men som tiden går, begynder Hannah at længes efter lidenskaben med Tom. Hun starter en affære med ham, men efterhånden som den begynder at køre af sporet og Tom bliver mere og mere besat af hende, går det op for Hannah, at hun vil tilbage til Alex. Men alting har en pris, og spørgsmålet er hvem der skal betale?

Fredericia Musicalteater omdannes til en stemningsfuld bar, hvor publikum sidder ved små borde helt tæt på, og hvor hele fortællingen foldes ud.

Stærkt syngende firkløver på scenen

Til rollerne har Fredericia Musicalteater samlet et firkløver af stærke musicalperformere og sangere. I rollen som Hannah ses Anne Fuglsig Jensen, som er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia og tidligere har medvirket i store musicals som Shu-bi-dua – The Musical, Disneys Klokkeren fra Notre Dame og Prinsen af Egypten, alle på Fredericia Teater.

Anders R. Gjesing har rollen som Tom og har også en perlerække af musicalroller bag sig, bl.a. i We Will Rock You, Skammerens Datter I og II, American Idiot, Sanne – The Musical, Midt om natten og senest Atlantis.

Mads Æbeløe Nielsen spiller rollen som Alex og er ligeledes uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia. Han har medvirket i en lang række store musicals på både Fredericia Teater, Det Ny Teater og Det Kongelige Teater.

Som Fortælleren ses Line Staun Jensen, der også er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia. Hun har bl.a. haft roller i Disneys Klokkeren fra Notre Dame og Catch Me If You Can.

MURDER BALLAD instrueres af erfarne Mads M. Nielsen, der tidligere har instrueret musicals som Den evige ild på Bellevue Teatret, Vildheks på Østre Gasværk Teater og Bellevue Teatret, Elf the Musical i Tivolis Koncertsal og senest De tre små grise på Fredericia Musicalteater. Koreografien lægges i hænderne på Ernestine Riuz, scenografi skabes af Lise Birch, og kostumer designes af Anna Juul Holm.

FAKTA om MURDER BALLAD

Rolleliste:

Hannah: Anne Fuglsig Jensen

Tom: Anders R. Gjesing

Alex: Mads Æbeløe Nielsen

Fortæller: Line Staun Jensen 

Det kreative hold:

Producent: Fredericia Musicalteater

Ide, manuskript og sangtekster: Julia Jordan

Musik og sangtekster: Juliana Nash

Instruktør: Mads M. Nielsen

Koreograf: Ernestine Riuz

Scenograf: Lise Birch

Kostumedesigner: Anna Juul Holm

Billetsalg:

Billetbestilling: Fredericiamusicalteater.dk

Billetpriser: 250-310 kr. eks. gebyr (Unge under 25 år får 60 kr. rabat.)

Premiere: 25. marts 2022

Spilleperiode: 25. marts – 3. april 2022