FREDERICIA

Fredericia Musicalteater er nomineret til Danmarks største scenekunstpris, Årets Reumert 2023

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Musicalteaters succes “COME FROM AWAY” er blevet nomineret til Årets Reumert 2023 i kategorien Årets Musical / Musikteater.

Musicalen fik danmarkspremiere i oktober 2022 og er en prisvindende fortælling om 7.000 flypassagerer fra hele verden, der nødlandede på en klippeø ud for Canadas kyst efter angrebet på World Trade Center d. 11. september 2001.

Årets Reumert er Danmarks største scenekunstpris, og “COME FROM AWAY” er nomineret i en stærk kategori med andre danske musicals, herunder Sjællands Teater, Jangmarks Agentur og Trine Pallesens “Ta’ mig som jeg er” samt Aarhus Teater og Den Jyske Operas “Dracula”.

Teaterdirektør Thomas Bay udtrykker sin begejstring over nomineringen og takker Reumert-juryen for at anerkende deres mod på at turde spille noget anderledes og tage chancer for at udvikle og opkvalificere musical-genren.

– “Vi er så utroligt glade for at være nomineret til dette Årets Reumert! Der skal lyde et kæmpe stort tak til Reumert-juryen for med denne nominering at anerkende vores mod på at turde at spille noget anderledes og på de chancer, vi tager for at prøve at udvikle og opkvalificere musical-genren.” Udtaler Bay sig i en pressemeddelelse.

COME FROM AWAY er en gribende og livsbekræftende prisbelønnet musical, der fortæller den utrolige, men virkelige historie om 7.000 flypassagerer fra hele verden, der måtte nødlande og indkvarteres i en lille by på en klippeø ud for Canadas kyst d. 11. september 2001 efter World Trade Center blev ramt af to fly. Med stærke og autentiske karakterer og en bemærkelsesværdig begivenhed i centrum er musicalen fyldt med fantastiske sange og er en rørende fortælling om medmenneskelighed, venskab og håb.

Castet på musicalen “COME FROM AWAY” før en øvesession på Fredericia Musicalteater. Foto: DanmarkC TV

DanmarkC TV mødtes med castet til “COME FROM AWAY” i september 2022 inden musicaleventyret for alvor tog fart, og var med på den røde løber ved premieren.

Instruktør Thomas Agerholm står bag opsætningen af “COME FROM AWAY”, som har taget både publikum og anmeldere med storm. Flere har kvitteret med fem-stjernede anmeldelser af den gribende og livsbekræftende fortælling om venskab, med-menneskelighed og håb.

På rollelisten kan man bl.a. finde dobbelt-reumertvinderen Lars Mølsted, Mads Æbeløe Nielsen, Christian Damsgaard og Johanne Milland samt nye musicaltalenter fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia.

Det kreative team bag “COME FROM AWAY” består af Irene Sankoff og David Hein, der står bag manuskript, musik og sangtekster, orkestrering af August Eriksmoen, koreografi af Kim Ace og scenografi af Benjamin La Cour.

Det er en ære for Fredericia Musicalteater at blive nomineret til Årets Reumert 2023, og det vidner om det høje niveau af dansk scenekunst og talent i branchen. Vinderne af Årets Reumert 2023 offentliggøres senere på året.