FREDERICIA

Fredericia Mavedanser Forening fylder 5 år

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia er hjemsted for så meget. Landsoldaten, Volden, Flisepudserlauget, gamle kanoner – OG Fredericia Mavedanser Forening.

FMF (Fredericia Mavedanser Forening) blev født den 20. maj 2016 af en flok danseglade kvinder. I foråret 2016 tog Fahrida, havde undervist hos FOF siden 2007, sammen med 3 elever initiativ til at starte en forening for mavedans i Fredericia, fordi det efterhånden var blevet for svært at få hold op at køre i aftenskole regi. Den 20. maj samme år blev FMF (Fredericia Mavedanser Forening) en realitet.

Foreningens motto er MAVEDANS FOR ALLE og vi mener det. Alle er velkomne unge og gamle, tykke og tynde, kvinder og mænd. Formålet med FMF er at udbrede kendskabet til den orientalske dans og kultur og det gør FMF gennem ugentlig holdundervisning, Workshops med gæsteundervisere, arrangementer med show og en stort årlig festival (Oriental Festival Denmark).

Foreningen har aktive medlemmer fra hele Trekantområdet og støttemedlemmer fra hele Danmark.

Et par gange om året holder FMF Hafla. Det er arabisk og betyder fest. For FMF er det en dansefest, hvor dansere i alle aldre og på alle niveauer. Det er et åbent arrangement, hvor vi elsker at se gæster udefra. Den næste Hafla FMF holder er den 6. juni 2021 kl. 14-16 i det Bruunske Pakhus.