Fredericia Maskinmesterskole udvider til Esbjerg med engelsksproget maskinmesteruddannelse

Fredericia Maskinmesterskole udvider til Esbjerg med engelsksproget maskinmesteruddannelse

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) udvider nu sine aktiviteter med en ny engelsksproget maskinmesteruddannelse, som skal placeres i Esbjerg

Beslutningen er truffet for at tiltrække internationale studerende og styrke den danske maskinmesteruddannelse med et internationalt perspektiv. Forventningen er, at det nye udbud kan byde de første 30 studerende velkommen allerede i efteråret 2027, oplyser skolen i en pressemeddelelse til morgen.

Det nye udbud skal styrke maskinmesteruddannelsen med et internationalt perspektiv. De udenlandske studerende bliver en vigtig del af arbejdsstyrken i den grønne omstilling både i Danmark og i Europa, hvor maskinmestre uddannet i Danmark kan bidrage til at udbrede kendskabet til dansk teknologi.

– Vi har længe ønsket at styrke FMS med et engelsksproget udbud og er glade for, at muligheden nu er til stede. Placeringen i Esbjerg er valgt på baggrund af et analysearbejde, hvor vi i bestyrelsen vurderer, at byen, virksomhederne og ikke mindst vores skole gør Esbjerg til den bedste lokation, siger bestyrelsesformand Kim Baarsøe.

Jens Færgemand, rektor på Fredericia maskinmesterskole. Pr-foto

Rektor Jens Færgemand supplerer:

– Vi er meget glade for udsigten til at kunne udvide vores aktiviteter i Esbjerg med et engelsksproget udbud af maskinmesteruddannelsen. Esbjerg giver os optimale rammer for at tiltrække internationale studerende og styrke det internationale studiemiljø. Det er et vigtigt skridt både for uddannelsen og for virksomhederne i Esbjerg, som har stor mangel på maskinmestre, siger han.

Lone Saaby, direktør for Education Esbjerg, udtaler:

– Det vil være en markant styrkelse af Esbjerg som uddannelsesby, hvis vi kan lykkes med at etablere den første engelsksprogede maskinmesteruddannelse i Danmark. Det flugter godt med Esbjergs historie – men det er også et vigtigt skridt fremad. Virksomhederne i hele Sydvestjylland vil få gavn af, at der bliver uddannet kvalificeret arbejdskraft, der i den grad matcher deres behov. I Education Esbjerg har vi gode erfaringer med at skabe stærke bånd mellem studerende og virksomheder via vores uddannelseskoncept, E.1 – og derigennem understøtte en varig tilknytning til området. Vi ser derfor meget frem til at byde de nye studerende på den engelsksprogede maskinmesterlinje velkommen., siger hun.

Fredericia Maskinmesterskole forventer, at de første studerende kan begynde på den engelsksprogede uddannelse i efteråret 2027. Det forventede optag bliver 30 studerende årligt.

Fakta

  • Fredericia Maskinmesterskole er en teknisk og maritim uddannelsesinstitution, der bl.a. uddanner maskinmestre.
  • Maskinmesteruddannelsen er en professionsbachelor og tager typisk 3–4,5 år.
  • Muligheden for at oprette et engelsksproget udbud udspringer af den politiske aftale om 800 nye engelsksprogede studiepladser uden for de største byer – særligt målrettet STEM- og IT-uddannelser, herunder det maritime område.
  • Fredericia Maskinmesterskole er tildelt et årligt optag på 30 internationale studerende.
  • Der vil være over 100 studerende på uddannelsen, når den er fuldt implementeret.