Efterspørgslen på kompetencer inden for Power-to-X og grøn omstilling vokser markant, og Fredericia Maskinmesterskole (FMS) tager nu et vigtigt skridt for at ruste de studerende til fremtidens energisystemer.
Skolen har netop modtaget et specialdesignet demonstrations-elektrolyseanlæg fra Nordic Hydrogen, som her fra forårssemestret vil indgå i undervisningen på maskinmesteruddannelsen.
Indkøbet udspringer af innovationsprojektet Konkurrencedygtig PtX, hvor en partnerkreds med støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling arbejder for at gøre grøn brint og andre Power-to-X brændsler billigere og mere effektive end fossile alternativer. Samtidig styrker projektet kompetencer og sikrer kvalificeret arbejdskraft til drift og vedligehold af de nye anlæg.
FMS’ nye elektrolyseanlæg er udviklet med fokus på at give de studerende hands-on erfaring med produktion af grøn brint. Anlægget giver de studerende muligheden for at justere udvalgte parametre og udtage data, hvilket åbner op for databehandling, fortolkning og en dybere systemforståelse. Dermed får de studerende ikke blot teoretisk viden, men også praktisk indsigt i, hvordan grøn brint produceres og optimeres i praksis.
”Vi har valgt et anlæg, som kan illustrere en række praktiske problematikker ved elektrolyse. Eksempelvis har vi lagt vægt på, at de studerende får mulighed for visuelt at se, hvad der sker, når driftsparametrene ændres,” fortæller lektor Stig Libori.

Fokus på sikkerhed og didaktik
Sikkerheden har været et centralt element i udviklingen af anlægget. De studerende får mulighed for at arbejde med avanceret teknologi og forstå processerne bag grøn brintproduktion – uden at komme i direkte kontakt med kemikalier eller materialer, som kræver specialiseret viden eller omfattende oplæring. Dette sikrer et trygt læringsmiljø, hvor fokus er på forståelse og innovation.
Anlægget af udviklet af Nordic Hydrogen, som udvikler nye metoder til at producere grøn brint på. I udviklingen af elektrolyseanlægget til brug i undervisningen har Nordic Hydrogen været i stand til at indtænke og have blik for de didaktiske forhold, FMS ønsker at indtænke i undervisningen.
Uddannelseskonsulent, Robin Fuglsig Schjødt, siger om anlægget: ”Nordic Hydrogen har formået at tænke læring og sikkerhed ind i anlægget, samtidig med, at anlægget kan bringes ind i vores laboratorie, så vores studerende har nem adgang til det i undervisningen.”
Med det nye elektrolyseanlæg styrker FMS sin position som frontløber inden for uddannelse og kompetenceudvikling til den grønne omstilling.