Fredericia Kommune på Facebook
Bliv opdateret om weekendens aktiviteter, vejarbejde i dit område eller del dine oplevelser fra hverdagen i Fredericia Kommune på Facebook
Tirsdag den 7. april kl. 10.00 går Fredericia Kommune på Facebook med en officiel side, der ikke overraskende hedder ’Fredericia Kommune’.
I dag er ca. 3,4 mio. danskere på Facebook, og flere kommer til. Det har fået flere virksomheder og kommuner til at få øjnene op for det sociale medie, der har en potentiel rækkevidde til alle borgere.
Fredericia Kommune er allerede i dag på Facebook med sider som f.eks. Fredericia Bibliotek, Det Grønne Fredericia og Visitfredericia, og der vil være et samspil mellem disse sider og den officielle side.
Like, kommenter eller del dit eget opslag
På Facebooksiden deles både store og små historier fra hverdagen i Fredericia Kommune. Det kan være opslag om borgerservice, billeder fra Kulturnatten eller serviceinfo om vejarbejde.
”Og så er man også meget velkommen til kommentere og selv dele opslag, så den bliver en sjov, anderledes og brugbar side for os alle sammen, der arbejder og bor i Fredericia Kommune”, siger Jacob Bjerregaard.
Facebook er også stedet til de små skæve historier, der ikke egner sig til en annonce eller hjemmesiden.
”Det er historier, der er med til at sætte ansigt på den kommunale hverdag, og som kan være med til at give en bedre forståelse af, hvad kommunen er for en størrelse. Den er jo meget andet end en myndighed og borgerservice. Kommunen er jo også Skovens Dag på Trelde Næs og Skater-Cup for vores unge i De Orange Haller”, siger Jacob Bjerregaard.
Vær med til at designe kommunens cover
Facebooksiden bliver skudt i gang med en præsentationsvideo og en invitation til at være med til at designe sidens cover. Det kan man gøre ved at dele sit bedste Fredericia-foto i kommentarfeltet inde på siden.
Fakta om kommuner på Facebook
Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Momentum, følger hver syvende dansker sin kommune på Facebook. Knap 8 ud af 10 mener, at kommunens tilstedeværelse på sociale medier giver bedre mulighed for at deltag i debatten. I dag har 67 kommuner en Facebookside, og tallet har været støt stigende de seneste par år.