FREDERICIA

Fredericia Kommune opruster med ny klimachef

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune opruster med ny klimachef, der blandt andet skal stå i spidsen for kommunens ambitiøse Klimaplan 2020

Den 6. april havde 52 årige Gitte Wad første arbejdsdag som ny klimachef i Fredericia Kommune. Hun er uddannet ingeniør og kommer med mange års erfaring inden for energisektoren, hvor hun blandt andet har været energirådgiver i store industrivirksomheder og arbejdet med grøn omstilling. 

Stillingen som klimachef er ny og hænger sammen med, at Fredericia Kommune opruster på klimaindsatsen. Tilbage i december 2020 gav Fredericia Byråd grønt lys til en ambitiøs klimaplan: Klimaplan 2020, der er på et niveau, der matcher Paris-aftalen. 

”Jeg er glad for at kunne byde Gitte velkommen. Hun kommer med en bred erfaring inden for klima og energi, hun har et stort netværk, og så er hun vant til at lede større projekter. Jeg er sikker på, at hun sammen med kolleger, borgere og virksomheder kommer til at indfri de høje ambitioner på klimaområdet” , siger René Olesen, chef for Teknik og Miljø.  

Gitte Wad har mange års erfaring inden for projektledelse, og hun glæder sig til at stå i spidsen for at udrulle den nye klimaplan og være med til at sætte kommunen på landkortet i forhold til grøn omstilling. 

”Det er fantastisk, at Fredericia har høje ambitioner og et engageret byråd og erhvervsliv, som vil den grønne omstilling. Jeg fornemmer en stærk vilje til at eksekvere og gøre en forskel, og jeg glæder mig til at komme i gang” , siger Gitte Wad, der har sin daglige gang i Teknik og Miljø på rådhuset i Fredericia. Hun bor i Silkeborg.