Politik

Fredericia Kommune køber forfalden købmandsgård i Pjedsted på tvangsauktion

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En gammel, forfalden købmandsgård på Stationsvej i Pjedsted er i dag, torsdag, blevet solgt på tvangsauktion. Køberen er Fredericia Kommune, som kan få 60 procent af prisen refunderet via Byfornyelsesloven.

 

Økonomiudvalget i Fredericia Kommune har grebet muligheden for at købe en forfalden ejendom på Stationsvej 2 i Pjedsted på tvangsauktion.

Det betyder, at det nyudnævnte Demokrati- og Borgerudvalg får til opgave at finde den bedste løsning på ejendommens fremtid.

 Billedtekst: Fredericia Kommune har torsdag d. 11. februar købt ejendommen på Stationsvej 2 i Pjedsted på tvangsauktion. Foto: Fredericia Kommune

Fredericia Kommune har torsdag d. 11. februar købt ejendommen på Stationsvej 2 i Pjedsted på tvangsauktion. Foto: Fredericia Kommune

”Der er ikke truffet beslutning om, hvad ejendommen skal bruges til. Men den er i så forfalden en stand, så jeg vil anbefale, at den bliver revet ned. Via Byfornyelsesloven kan kommunen få refunderet 60 procent af købsprisen, som inklusiv omkostninger landede på ca. 300.000 kr. Beslutter politikerne at rive den ned, så kan kommunen også få refunderet 60 procent af denne udgift,” fortæller kommunaldirektør Michael Holst, som var taget til Retten i Kolding for at byde på kommunens vegne.

 

Det var en henvendelse fra Bredstrup-Pjedsted Beboerforening, som gjorde kommunen opmærksom på den særlige situation, der gav mulighed for at få råderet over ejendommen, som har stået ubeboet i en længere periode. På baggrund af henvendelsen blev der sat gang i en politisk proces, som kommunaldirektøren beskriver som ”hurtig” og ”handlekraftig”.

 

Formanden for det nye Demokrati- og Borgerudvalg, Christian Jørgensen, er rigtig godt tilfreds med sagens udfald.

 

”Jeg ser frem til, at vi nu i udvalget skal have en dialog med de gode, lokale kræfter i Bredstrup-Pjedsted omkring en positiv fremtid for matriklen. Jeg er imponeret over det lokale engagement. Beboerforeningen har handlet hurtigt. De har også rejst penge lokalt og vist, at de er klar til at bidrage aktivt til at få det bedste ud af den her mulighed,” siger Christian Jørgensen.

Fredericia Kommunes Demokrati- og Borgerudvalg har til opgave at styrke samarbejdet med borgerne og udvikle de ressourcer og muligheder, som lokalsamfundene rummer.