FREDERICIA

FREDERICIA KLIP 2014

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Torsdag den 6. november blev årets Fredericia Klip afsløret på Bymuseet. I år er de fine hjerter inspireret af laugskiltene, som hænger på bygningsfacaderne i museets gård, som tæller hattemager Meisner, bager Jean Dupont og støvlemager H. C. Nielsen.

 Dorthe Christensen er kunstneren bag akvarelmotiverne på hjerterne, og sammen med museet har hun valgt årets tema for den 13. udgave af Fredericia Klip, som igen i år tager afsæt i tre ting med relation til museet.

 Årets Fredericia Klip kan købes på Fredericia Bymuseum fra 6. november og mellem den 14.-16. november i Kongens Portvagt, hvor Kunsthåndværkergruppen holder juleåbent. Museerne i Fredericia deltager også med salg af bøger, soldater fra 1864 og selvfølgelig Fredericia Klip, som koster det samme som i 2001 – 10 kroner pr. ark.

 Fakta om Fredericia Klip

Fredericia Klip startede i 2001 og rummer nu 39 forskellige hjerter i de 13 klip. De kan bruges til både juletræet, vintergrene, granbuketter, juledekorationer, vinduesophæng, bordpynt og hilsner til vore kære i ind- og udland.