FREDERICIA

Fredericia klar til EM-Folkefest på Rådhuspladsen

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Kommune inviterer til fodboldfest på storskærm, når Danmark indtager EM-slutrunden.

Det danske herrelandshold skal møde Slovenien, England og Serbien i gruppespillet ved EM i fodbold 2024 i Tyskland. Alle tre kampe vil blive vist på storskærm på Rådhuspladsen i Fredericia, og man håber på en sand fodboldfest.

Den første kamp vises på søndag kl. 18.00 hvor Danmark møder Slovenien.

Kampprogram på Rådhuspladsen:

  • Slovenien – Danmark: Søndag den 16. juni kl. 18.00 (DR)
  • Danmark – England: Torsdag den 20. juni kl. 18.00 (TV2)
  • Danmark – Serbien: Tirsdag den 25. juni kl. 21.00 (DR)

Peder Tind: “Vi håber på en Folkefest”

DanmarkC TV talte med Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune (V) tilbage i start-april om EM-kampene på storskærm:

– Vi har tidligere oplevet, at det har været en folkefest. Det har været helt fantastisk, og tusinder af mennesker har været samlet herude. Det er jo ikke bare at se fodbold, det er hele stemningen omkring det, lød det fra Peder Tind.

En del af Fredericias vision

Arrangementet på Rådhuspladsen er en del af Kommunens vision om at skabe unikke oplevelser for byens borgere, kunne Peder Tind oplyse til DanmarkC TV. Peder Tind håber, at så mange som muligt vil deltage i fodboldfesten, uanset om de er inkarnerede fodboldfans eller ej:

– Jeg håber selvfølgelig, at så mange af os fredericianere som muligt, kommer og deltager i den her folkefest. Uanset om man er fan af landsholdet eller ikke, så er jeg helt sikker på, at selve stemningen og folkefesten er noget af det, der er med til at definere os som fredericianere. At vi er med til at skabe unikke oplevelser 365 dage om året, og det er også en del af vores vision. Så jeg håber, at så mange som overhovedet muligt dukker op i de her dage, hvor der er EM-fest, sagde Peder Tind.