Fredericia inviterer til premiere på helt ny festival med musical som centrum
Byen kommer til at summe af musicals, når publikum i alle aldre inviteres til den første udgave af Fredericia Musical Festival, der løber af stablen fra den 16. til den 18. august.
I samarbejde med Fredericia Musicalteater, Den Danske Scenekunstskole og Dansk Musical Branche Forening kan Fredericia Kommune nu løfte sløret for en helt ny festival, der kommer til at fylde byen med store oplevelser for publikum i alle aldre.
Fra den 16. til den 18. august kommer Fredericia nemlig til at summe af musicals, når Fredericia Musical Festival løber af stablen for første gang.
Festivalen tager afsæt i Fredericias stolte musicaltraditioner, og både borgere, byens gæster og fagfolk kan glæde sig til koncerter, teater, workshops, musicalfilm i Panorama-biografen, koroplevelser, samt et helt særligt Musicalens Folkemøde, hvor der blandt andet kan opleves spændende debatter om musicalgenren.
”På vegne af formandskabet i Kultur- og Idrætsudvalget, David Gulløv og jeg, er jeg rigtig glad for at kunne dele denne nyhed. Med Fredericia Musical Festival ser vi frem til endnu engang at vise, hvordan vi i byen kan tilbyde unikke oplevelser til både fredericianerne og byens gæster. Vi glæder os rigtig meget til at sætte fokus på Fredericia som et centrum for musicalgenren. For det er helt unikt, at Fredericia som den eneste danske by har både et musicalteater og et musicalakademi. Og det kommer man til at kunne mærke til Fredericia Musical Festival, hvor genren fejres, hyldes, debatteres og udvikles,” siger formanden for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind.
Også hos Fredericia Musicalteater glæder teaterdirektør Thomas Bay sig til sommerens festival, som han ser som en mulighed for at videreudvikle musicalgenren med udgangspunkt i Fredericia.
“Jeg er enormt glad for, at Fredericia Kommune støtter op om Fredericia som Danmarks musicalcentrum og glæder mig til at kunne fejre og udforske musicalgenren i Danmark endnu mere, end vi gør i forvejen. Lige her i Fredericia,” siger han.
På samme måde ser Bjørg Gamst, der er uddannelsesansvarlig på Den Danske Scenekunstskole, frem til Fredericia Musical Festival, der er støttet af Trekantområdets Kulturudviklingspulje.
”På Den Danske Scenekunstskole er vi enormt glade for samarbejdet mellem Fredericia Musicalteater, Musicalakademiet og Kommunen. Det stærke partnerskab har over tre årtier flyttet den danske musicalbranche til nye højder. Jeg er især glad for, at vi i fællesskab bliver ved med at tænke i, hvordan vi kan udvikle og skærpe musicalen og branchen,” siger hun.
Programmet for Fredericia Musical Festival offentliggøres senere på foråret.