Fredag eftermiddag var Fredericia Rådhus fyldt til bristepunktet med atleter, trænere og ildsjæle. Anledningen var den årlige fejring af byens sportspræstationer, hvor året 2025 blev markeret som et år fyldt med triumfer, guldmedaljer og en historisk oprykning i Superligaen.
Borgmester Peder Tind bød fredag d. 16. januar 2026, velkommen til de mange fremmødte med en hyldest til det hårde arbejde, der ligger bag medaljerne. Han understregede, at præstationerne rækker langt ud over sportens verden:
”I har med jeres imponerende indsats og flotte resultater ikke blot vundet hæder og gyldne medaljer. I har samlet os som fredericianere, og I har sat Fredericia på det sportslige landkort,” lød det fra borgmesteren.
Drømmen om OL
En af de atleter, der blev fremhævet, var BMX-rytteren Magnus Dyhre. Han skrev historie i 2025 som den første danske herre nogensinde i en VM-finale i BMX. Om oplevelsen ved VM i København sagde Magnus:
”Det er bare megafedt foran hele Danmark. Og så at kunne køre med nummer 6 på ryggen og på nummerpladen i et helt år, det var også bare en drøm.”
Magnus Dyhre lagde heller ikke skjul på, at ambitionerne rækker videre endnu. På borgmesterens spørgsmål om deltagelse ved OL i 2028 var svaret klart: ”Vi skal med.”
Superliga-feber ramte byen
Det var dog ikke kun individuelle præstationer, der blev fejret. FC Fredericias oprykning til Superligaen i maj 2025 står som et højdepunkt for byen. Spillerne satte ord på den enorme opbakning, de har mærket fra lokalsamfundet:
”Virkelig en fed tid, og man kunne også bare mærke, at hele byen begyndte ligesom at blive en del af det her,” fortalte en af spillerne fra scenen og tilføjede om forløsningen: ”Selvom vi har vundet, så går det op for os, at vi rykker op. Det var fantastisk.”

Rollemodeller for fremtiden
Arrangementet bød også på hæder til parasporten, hvor svømmeren Camilla blev hyldet for sin sølvmedalje ved de Nordiske Mesterskaber.
Susanne Eilersen, formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget, understregede vigtigheden af atleterne som forbilleder for byens unge:
”Fordi det handler jo også om at I er rollemodeller,” sagde hun og påpegede, at sporten skaber identitet for byen.
Borgmester Peder Tind rundede arrangementet af med en tak til det bagland af forældre, trænere og frivillige, der gør succesen mulig, og konstaterede:
”It takes a village, og det er I et helt suverænt billede på.”
Den Kreative Skole afsluttede arrangementet med et musikalsk indslag.
Fredericia Kommune fejrede 2025s sportspræstationer på Rådhuset. Video: DanmarkC TV








Alle medaljevinderne, og det er ikke så få
BPI Skydning har haft en fænomenal sæson, hvor talenter som Storm Franzen og Villads K Greve har sikret utallige danske mesterskaber i både luft- og salonriffel. Præcisionen var også i højsædet hos Trelde Næs Bueskydning og i Fredericia Parasport, hvor især boccia-spillerne med Anni Jørgensen og Dan Adsbøl i spidsen hentede guld ved DM.
Styrke og teknik blev demonstreret af AK Heros i vægtløftning, hvor Vitus Walløe Povlsen løftede sig til guld ved DM Ungdom. Og så viste Sasja Hendriksen fra Fredericia Eliteidræt, at man også kan stå på ski i Danmark, da hun vandt guld i langrend, og der har været mange, mange flere præstationer.
Du kan læse om alle Fredericias medaljevindere i pdf’en herunder:
Grafik: Fredericia Kommune











