FREDERICIA

Fredericia Gymnasium opfører musical

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Den 2. februar har Fredericia Gymnasium premiere på musicalen ‘Grand Circus of Life and Death’. Siden oktober har godt 100 elever og lærere involveret sig i produktionen af musicalen

På Fredericia Gymnasium er der en lang tradition for, hvert tredje år at skabe en fantastisk musical, der samler gymnasiet og begejstrer publikum. Musicalen har været udsat i to år som følge af corona-nedlukningen, men nu er gymnasiet tilbage med et originalt stykke skrevet af skolens egen forfatterduo Djursaa og Bisgaard.

Ud over premieren d. 2/2 spiller musicalen også d. 3/2 og 4/2.

‘Grand Circus of Life and Death’ er en musical, der fortæller historien om den spirende cirkusprinsesse, Vittoria, der i sin flugt fra stedfaderen løber hovedkulds ind i cirkusverdenen. En verden, der byder på forelskelse, forræderi og død.

Der øves til den store premiere 2. februar. Foto: DanmarkC TV

Lars Bisgaard, medforfatter af stykket, fortæller således om musicalen:

“Grand Circus of Life and Death er fortællingen om pigen Vittoria, som flygter fra sin sin ubehagelige stedfar Pantalone, og havner i et lille skrantende cirkus. Men Pantalone er ikke en mand, som lader den slags stå uhævnet, derfor må både Vittoria og det lille cirkus slås for deres frihed og overlevelse i resten af fortællingen. Den er bygget op med Commedia dell’arte-figurer, der, selvom de opstod i renæssancen, danner udgangspunkt for mange kendte figurer i moderne film og teater, fra Chaplin og Sherlock Holmes til Sidney Sheldon i “Big Bang theory”.

Forestillingen rummer alt fra rørende duetter, hurtige replikker og heftige falbelader til festlige dansenumre.”

‘Grand Circus of Life and Death’ musical af Fredericia Gymnasium. Foto: prfoto