FREDERICIA

Fredericia får screeningssted for brystkræft

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Region Syddanmark har besluttet at køre mammografi-busserne i garage og erstatte dem med otte screeningssteder. Et af dem bliver i Fredericia

De store mammografi-busser, hvor kvinder kan få røntgenfotograferet og undersøgt deres bryster for kræft, kommer til at køre i garagen fra august 2020 i Region Syddanmark. I stedet bliver busserne erstattet af otte nye screeningssteder fordelt ud over regionen. Et af screeningsstederne bliver placeret på Fredericia Sundhedshus.

”Jeg er rigtig glad for, at Region Syddanmark har valgt sundhedshuset som et af deres otte screeningssteder. Det er netop det, der har været tanken med Fredericia Sundhedshus fra start af. Sundhedshuset skal være rammen om nære sundhedstilbud for fredericianerne, men også for borgere i trekantområdet. Ved at åbne vores sundhedshus op for regionale tilbud, der dækker mere end Fredericia Kommune, som i dette tilfælde, får vi mulighed for at trække yderst relevante tilbud til vores område”, siger formanden for Sundhedsudvalget Susanne Eilersen.

Det nye screeningsted bliver placeret i stueplan i forbindelse med blodprøvetagningen og sygeplejeklinikken, så der bliver nem adgang.

Screeningssteder giver større patientsikkerhed

Busserne har været en fin ordning, men det giver nogle udfordringer med tilgængelighed for patienterne og arbejdsforholdene for medarbejderne. Men det største problem er i forhold til patientsikkerheden, idet der er nogle områder, hvor bussen ikke kommer særlig tit.

Et enigt regionsråd har derfor besluttet at nedlægge busserne og oprette otte faste screeningssteder. Den nye tilgang betyder, at kvinderne fremover bliver indkaldt, når der er gået 2 år efter deres sidste screening.

 

Fakta

De otte screeningssteder er placeret i Esbjerg, Grindsted, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Fredericia, Odense og Svendborg