FREDERICIA

Regering placerer nærhospital i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I dag  præsenterede regeringen udspillet “Tættere på II”. Som en del af udspillet ønsker regeringen at oprette op til 20 nærhospitaler. I udspillet foreslår regeringen at placere 13 af nærhospitalerne – heraf ét i Fredericia. 

Primært hensyn er at flytte sygehusfunktioner tættere på borgerne der, hvor det er fagligt og økonomisk forsvarligt.

Regeringen foreslår selv 13 konkrete placeringer pba. en overordnet vurdering af bl.a. befolkningsgrundlaget, afstand til akutsygehus og sygdomsbilledet i områderne. Det er dog i sidste ende kommuner og regioner, som søger midlerne til de konkrete projekter. 

Tre lokale politikere glæder sig:

Det er glædeligt på befolkningens vegne, at der bliver mulighed for flere aktiviteter i sundhedshuset. Vi ved, at når der er flere fagligheder samlet giver det øget kvalitet.

Noget af det jeg kan se, bliver et stort plus er, at der bliver mulighed for at få røntgen billeder, hvor borgerne i dag skal tage til Vejle, Kolding og Middelfart. Det kunne være mit personlige ønske, at der på sigt kunne oprettes en Skade -KLINIK.  Siger Bente Gertz Regionsrådsmedlem  fra Fredericia

Borgmester Steen Wrist er også begejstret over de nye muligheder et Nærhospitalet giver.

“Det er en fantastisk nyhed for borgerne i Fredericia kommune. Det er afgørende for nærheden i sundhed, at alle borgere har mulighed for at få behandling så tæt på bopælen som muligt.

Der er ingen tvivl om at de nye funktioner, der følger med titlen “Nærhospital” i det hele taget vil øge synergien og fagligheden på det kommende Hospital. 

Jeg vil også forvente at det får betydning for beskæftigelsen i Fredericia kommune når der kommer flere funktioner og fagligheder til Fredericia.

Birgitte Vind Indenrigsordfører og valgt i Syddanmark udtaler

“Jeg er selvfølgelig glad på både Fredericias vegne men også på vegne af hele trekantområdet.

I Fredericia har vi en god bygningsmasse i centrum af byen med let tilgængelig der allerede rummer en masse borgernære tilbud.

Et nærhospital med f.eks. opfølgningsforløb for mennesker med kronisk sygdom eller ukompliceret diagnostik som f.eks. røntgenbilleder vil lette tilgængeligheden for mange borgere.

Jeg håber, at udspillet bliver taget positivt imod og at det øvrige folketing vil bakke op om udspilet.”

Udover Fredericia er planen at der kommer nærhospitaler i følgende byer :

Nykøbing Mors

Skagen

Skive

Grenaa

Tarm

Tønder

Nyborg

Kalundborg

Nakskov

Næstved

Frederikssund

Helsingør