LOKALSPORT

Fredericia ESPORT fusioneret med R288

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Pr. 1. januar har Fredericia ESPORT fusioneret med den absolut bedste danske organisation indenfor konsolspillet FIFA, nemlig R288.

Fredericia Esport skriver på deres facebook:

Det betyder selvfølgelig også at vi i løbet af første kvartal i år åbner op for FIFA-træning for både bredden, talenterne og eliten, ligesom i de øvrige spil. Bredden for FIFA huses hos Fredericia KFUM i et kommende sejt og nyindrettet FIFA-lokale hvor træningen vil blive varetaget af R288, det ser vi stort frem til og et bedre tænkeligt setup fås ikke, hverken i Fredericia eller i resten af landet.
Det har hele tiden været vores plan at have FIFA i et samarbejde med fodboldklubberne i byen og det kunne ikke passe bedre end at starte i den gode gamle moderlicens-klub KFUM!


Eliten opretter vi bootcamp-lokale til i Fredericia Esports klublokaler under navnet Fortress R288 og bliver dermed landets førende klub på FIFA når man ser på spillertrup og præstationer. Det er en meget prominent udvidelse af Fortress Esport,som vi er yderst stolte over at få med!

R288, har indtil nu været varetaget af hhv. Rasmus og Ronni, der begge er født i Fredericia i 1988 (Deraf R288). De har ageret trænere og managers, og de har igennem godt 1½ år specialiseret sig i talentudvikling, scouting og deltagelse i turneringer alle de steder hvor det har givet god mening – og det har de gjort vanvittigt godt! Rasmus og Ronni har en FIFA-historik, der taler helt for sig selv, hvor de begge har deltaget som spillere ligeså længe det har været muligt.Så godt, at Fortress R288 allerede d. 5. – 7. februar skal deltage i FIFA eClub World Cup som er verdens største FIFA-turnering! Ikke engang store navne som Astralis og North kvalificerede sig til dette, så det er noget af en præstation og i særdeleshed noget der får sat Fortress R288 og dermed også Fredericia på verdenskortet.


R288 udlejer også i dag spillere til Lyngby BK som vandt grundspillet i E-Superligaen. Ligeså har R288 to spillere på det danske FIFA eLandshold, hvilket ingen andre kan bryste sig af! Så der er rigtig god grund til at glæde sig over vores nye fusion, som kommer til at gavne alle parter på rigtigt mange måder!

Med R288 bliver Fortress Esport, Fredericia Esport og ikke mindst Fredericia Kommune, et endnu større centrum for esporten i Danmark og vi har selvfølgelig store ambitioner om endnu mere for fremtiden.