Landsforeningen for væresteders (LVS) feriecamp for socialt udsatte vender tilbage til vante rammer i uge 28. Over 2.000 deltagere forventes at indtage Errritsø til en uge med fællesskab og unikke ferieoplevelser
Formiddagens offentliggørelse vakte glæde i Fredericia, da det blev bekræftet, at byen endnu en gang skal danne ramme om den traditionsrige feriecamp.
Beslutningen vækker begejstring, da sidste års arrangement blev betegnet som en stor succes.
Et firestjernet afbræk fra hverdagen
For mange af deltagerne er opholdet i Fredericia årets eneste mulighed for at komme væk fra en ofte udfordrende hverdag. Arrangørerne lægger vægt på, at rammerne i år bliver i topklasse, så alle får en værdig oplevelse.
– Her i Fredericia, der har vi sammen med Fredericia formået at gøre det til et 4-stjernet ferieophold til nogle mennesker, som får en uges afbræk, og det er jo mennesker, som ikke er vant til at komme på ferie, lyder det fra organisationen bag campen.
Deltagerne kommer fra landets mange væresteder og tæller både enlige og familier. Fællesnævneren er, at de ofte kæmper med sociale problematikker som fattigdom, ensomhed eller misbrug.
Video: DanmarkC TV
Lokal opbakning og kommunal støtte
Fredericia Kommune har valgt at støtte projektet økonomisk med 200.000 kroner for at sikre, at faciliteterne og de basale behov er i orden. Fra politisk side ses investeringen som en vigtig håndsrækning til samfundets mest sårbare grupper.
– Det betyder meget for Fredericia, at vi kan være med til at stå sammen om at skabe nogle rigtig gode rammer for vores mest udsatte mennesker og familier, så de også kan få lov at få en ferie, forklares det i forbindelse med støtten fra Cecilie Roed Schultz, formand for Social-, Børne- og Ligestillingsudvalget i Fredericia Kommune.
– Vi er med til at give nogle mennesker og familier en god oplevelse. Der er mange børn, der har rigtigt svært ved at komme tilbage i skolen efter sommerferien og ikke have været på sommerferie. De har ikke fået nogen former for oplevelser eller været på nogen ture, siger Cecilie Roed Schultz.
En uge fyldt med stjernestunder
Programmet for uge 28 er allerede ved at tage form, og der er lagt op til en uge, hvor aktiviteterne står i kø. Der planlægges blandt andet udflugter til store attraktioner.
Især betydningen for de deltagende børn fremhæves som en af de største gevinster ved arrangementet:
– Noget af det, vi hører derude, det er det her med, at for eksempel et barn, der kommer tilbage i skolen, og læreren spørger, hvad har du lavet i din sommerferie, som så skynder sig og markerer og siger, jeg har været på feriecamp i Fredericia, og det har været vildt fedt, lyder det fra Nico Hansen, konstitueret sekretariatschef for Landsforeningen af Væresteder.
Ferie Camp starter mandag d. 6. juli og løber hele uge 28, og i løbet af marts vil der blive åbnet for tilmeldinger.
Fakta om Ferie Camp
Afholdes hvert år i uge 28.
100-150 frivillige hjælper med at afvikle.
2.000 mennesker i socialt udsathed deltager.
Mange familier tager afsted og bor i telt på pladsen.
Det er andet år på Erritsø Idrætscenter.
Arrangeres af Landsforeningen af Væresteder.
Støttes af Arbejdsmarkedets Feriefond og Fredericia Kommune.
Kilde: Landsforeningen af Væresteder