Kort Nyt

Fredericia Bibliotek sætter fokus på bæredygtighed og FNs verdensmål i uge 17

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Der vil være en udstilling af skøn- og faglitteratur under temaet klima og natur, som selvfølgelig kan lånes. I løbet af ugen vil der også være fokus på genbrug, affald og bæredygtighed. Biblioteket inviterer alle interesserede til at kigge forbi.

En af de aktiviteter, som Fredericia Bibliotek har planlagt i forbindelse med verdensmålsugen, er en affaldssorteringsdyst. Dyst mod din mor, din ægtefælle, dine søskende eller dine venner og se, hvem der kan sortere affaldet hurtigst og mest korrekt. Dette arrangement finder sted i samarbejde med Affald & Genbrug fra Fredericia Kommune. Det er gratis og vil finde sted i bibliotekets foyer den 27. april fra kl. 16:00 til 17:30, oplyser Fredericia Bibliotek via deres hjemmeside.

Tøjbyttedag og bæredygtighed

Bæredygtighedseksperten og tøjaktivisten Tina Werborg vil også være til stede på Fredericia Bibliotek i løbet af verdensmålsugen. Hun vil tale om hendes bog “Garderobemanifestet – 10 gode grunde til at genoverveje dit næste tøjkøb” og give sit bud på, hvordan man kan skabe en mere bæredygtig sommergarderobe uden at gå ned på stil og tøjglæde. Dette arrangement er målrettet voksne og kræver billetter, der kan købes via bibliotekets hjemmeside. Det vil finde sted den 25. april fra kl. 16:30 til 17:30 på bibliotekets 3. sal.

I forbindelse med Bibliotekernes verdensmåluge er der mulighed for at bytte tøj i bytteskabene på Bibliotekets første sal. Foto: Fredericia Bibliotek

Som en del af bibliotekernes verdensmålsuge vil Fredericia Bibliotek også have tøjbyttemarked på bibliotekets 1. sal. Her kan man tage noget af sit aflagte tøj med og bytte det til noget andet fra bibliotekets fine tøjbytteskabe. Der vil være tøj til både voksne og børn, og arrangementet vil finde sted fra den 24. april til den 29. april i bibliotekets åbningstid. Dette arrangement er i samarbejde med Affald & Genbrug fra Fredericia Kommune og er gratis og åbent for alle interesserede.

FNs Verdensmål er de mål, som FNs medlemslande ønsker, at verden opnår inden år 2030. Målene handler om klima, miljø, økonomi og social trivsel og har til formål at sikre, at menneskene har det godt, samtidig med at vi passer på jordkloden. Fredericia Bibliotek opfordrer alle interesserede til at kigge forbi i verdensmålsugen og lære mere om, hvordan man kan bidrage til at opfylde verdensmålene i hverdagen.