Forslag om udsmykning af Byrådssalen på vej til Byrådet
Kom med bag dagsordenen på seneste møde i Kultur- og Idrætsudvalget. Her bliver du meget klogere på udvalgets beslutninger
Det var et travlt møde, sidst udvalget holdt møde, og det fortæller udvalgets næstformand om. Det er David Gulløv (A) der under udvalgsformandens ferie passede udvalget.
Kunstneren Erik Møller Jørgensen, Fredericia, foreslog før sommerferien i byrådets spørgerunde, om Byrådssalen kunne udsmykkes, og for at komme igang, tilbød han at Fredericia Kommune kunne få nogle af hans kunstværker.
Sagen er nu behandlet af forvaltningen, og udvalget vedtog at det skulle være en mulighed. Forslaget er derfor sendt videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, i det håb, at det kommer videre til Byrådet. Det bliver dog ikke på det kommende møde den 19. november 2024.
En af udvalgets opgaver er, at støtte de mange sportslig og kulturelle foreninger i Fredericia Kommune, og denne gang blev der også delt penge ud. Det fortæller David Gulløv om i denne udsendelse af Politik ved Bæltet.
Der skulle også have været uddelt midler fra Kulturpuljen, men det skete ikke. “Der er noget udvalget gerne vil have belyst nærmere,” lyder det fra David Gulløv. På spørgsmålet om, om ansøgernes egenkapital indgår i det der skal undersøges nærmere, lyder svaret: “Det er en af de ting vi gerne vil se nærmere på”.
Hele interviewet med David Gulløv kan ses på DanmarkC TV fra lørdag.