Kultur

Formandsskifte i Teaterforeningen Lillebælt – Poul Erik Madsen ny formand

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Formandsskiftet sker midt i den største krise teaterforeningen har været i, hvor Kultur og Idrætsudvalget foreslår en halvering tilskuddet

Fra forvaltningens side var der i sparekataloget lagt op til, at der skulle spares det fulde beløb, som er på 495.000 kr.. Efter budgetforhandlinger i Kultur og Idrætsudvalget blev den politiske beslutning et forslag om 248.000 kr..

Efter det noget kaotiske forløb med dette års budgetforhandlinger, er alt dog stadig i spil, så den nye formand, tidligere rektor Poul Erik Madsen, kan ende med at skulle kæmpe for det fulde beløb.

Formandsskifte

Efter 7 år som formand for Teaterforeningen har Vanessa Knudstorp valgt at forlade formandsposten for at få mere tid til andre opgaver. Vanessa fortsætter dog som menigt medlem af bestyrelsen.

En enstemmig bestyrelse har peget på tidligere rektor på Fredericia Gymnasium, Poul Erik Madsen som ny formand.   

7 år som formand  

Næstformand Rita Juncher Christensen udtaler:
”Vanessa Knudstorp har gennem de 7 år ydet en meget stor og engageret indsats for Teaterforeningen. Hun har ydet et kæmpearbejde for at sikre de mange aftaler og kontrakter, der skal til for at et interesseret teaterpublikum hvert år kan have et alsidigt repertoire at vælge imellem. Vanessa har gennem hele perioden været en samlende figur i foreningens virke og har på fornem måde repræsenteret foreningen udadtil. I bestyrelsen er vi kede af Vanessas beslutning, men er samtidigt glade for, at hun fortsat vil være en del af holdet og dermed videregive sine mange erfaringer. Vanessa vil teatret!!”

Ny formand får en stor opgave

Den nye formand, Poul Erik Madsen udtaler: 
”Teaterforeningen har gennem snart 50 år sikret, at der hvert år i Fredericia vises spændende og interessant teater fra Det Kongelige Teater, Folketeateret, Dansk Danseteater og mange flere. Også tilbud om gratis teater til børn i Fredericia Kommune har Teaterforeningen ydet. Den opgave glæder jeg mig meget til at være med til at videreføre sammen med foreningens mange entusiastiske frivillige, der er med til at skabe rammerne. Der er mange ældre teaterinteresserede i Fredericia, men fremadrettet vil vi også tilbyde flere forestillinger til yngre målgrupper, herunder børn og unge. 

Helt aktuelt ligger der en stor opgave foran bestyrelsen, idet Fredericia Kommune har fremsendt forslag om en besparelse på foreningens kommunale tilskud på 50 % eller 250.000 kr. En så stor besparelse vil reelt betyde en lukning af foreningen. Denne besparelse skal reduceres, og det er den nye bestyrelses første opgave. Vi tror på, at byrådet fortsat har en interesse i, at Fredericia ikke blot har et stærkt musicalteater, men at der tillige tilbydes et bredere teaterrepertoire. Jeg vil være ked af at være den formand, der skal lukke og slukke!”