FREDERICIA

Formand: “Der er borgere i Fredericia der får maden leveret ind ad brevsprækken”

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Både på landsplan og i Fredericia markeres “Sindets Dag” som hvert år er den 10. oktober

Det er ikke nemt at være psykisk syg eller ramt af en anden diagnose som stammer fra sindet. Det kan den lokale formand for SIND i Fredericia, Bjørn Medom Nielsen, fortælle meget om.

Der er meget tabu omkring disse sygdomme. Vi har stadig medlemmer der får leveret vores medlemsblad i en lukket brun kuvert,” fortæller Bjørn Medom Nielsen til DanmarkC TV.

En af fordommene om at være psykisk syg er “psykisk syg – evigt syg”. “Men det er man ikke. Recovery er et af vores hovedord. Altså det at komme sig, og det er dét vi gerne vil fortælle med de aktiviteter og arrangementer vi har“, fastslår Bjørn Medom Nielsen.

Dagen markerer SIND Fredericia med en fortællekoncert på biblioteket med Mathilde Falch. Koncerten er udsolgt.

DanmarkC TV bringer på lørdag et indslag med Bjørn Medom Nielsen i Nyhederne.

SINDs lokaler i Danmarksgade. Foto: DanmarkC TV.